x

Med krudt, kugler og kæmpe kanoner

Pressemeddelelse 26. september 2013

Fredag den 27. september kl. 16 vil kulturminister Marianne Jelved og miljøminister Ida Auken affyre de to store kanoner på Garderhøjfortet i Gentofte nord for København og sammen med adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård, officielt åbne Formidlingscenter Garderhøj, som en del af Københavns Befæstning

Bag revitaliseringen af Københavns Befæstning står et partnerskab bestående af Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. De tre parter har siden 2006 sammen arbejdet på at synliggøre og istandsætte Befæstningen, formidle den som en samlet attraktion og skabe mulighed for fysisk aktivitet, oplevelser, læring og undervisning.

”Med revitaliseringen af Københavns Befæstning har vi skabt et fælles rum fyldt med historie, bevægelse og rekreative oplevelser til børn og voksne, til naboer og københavnere, til danskere og turister. Garderhøjfortet er det sidste i rækken af befæstningsværker, der åbner for publikum, og det viser, hvordan bevaringen og formidlingen af fæstningsanlæggets historie giver os en unik mulighed for at udnytte potentialet i denne hidtil oversete del af vores kulturarv,” siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård, på partnerskabets vegne.

Københavns Befæstning er revitaliseret i samarbejde med blandt andet kommuner og grundejere. Det gælder også Formidlingscenter Garderhøj, hvor partnerskabet har arbejdet sammen med fortets ejer – Garderhøjfonden – Gentofte Kommune og Experimentarium.

Historieformidling med kugler og krudtrøg

Experimentarium har udviklet Formidlingscenter Garderhøjs udstillinger og aktiviteter, og her er sanseligheden i front: Danske og udenlandske besøgende kan komme helt tæt på en spændende tid i dansk historie og opleve soldaterlivet på egen krop: Man kan lege soldat i det imponerende befæstningsværk og opleve alt fra de trange køjesenge, eksercits i gymnastiksalen til ærter og flæsk i køkkenet.

FAKTA

Kort om Københavns nyere Befæstning

Befæstningen blev opført efter nederlaget til tyskerne i 1864 for at beskytte hovedstaden. Under 1. Verdenskrig var dens besætning på ca. 50.000 mand. Efter 1. Verdenskrig løb teknologien fra anlæggene, hvorfor Befæstningen blev nedlagt som forsvarsværk. Enkelte anlæg har dog været i brug indtil for få år siden, bl.a. Ejbybunkeren på Vestvolden. Læs mere på www.befaestningen.dk

Partnerskabet bag projektet Københavns Befæstning

Partnerskabet Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen tog i 2006 initiativ til at revitalisere Københavns Befæstning med en vision om at skabe sammenhængende oplevelser, der formidler fæstningsanlæggets helhed med sø- og landbefæstning på tværs af kommunegrænser indenfor temaer som kulturarv, landskab og friluftsliv.

Der er i alt blevet brugt 175 mio. kr. på at gøre befæstningen tilgængelig for offentligheden med bl.a. omfattende renoveringer og etablering af skoletjeneste og flere rekreative områder.

Formidlingscenter Garderhøj er det tredje og sidste store oplevelsescenter, som åbner i forbindelse med den omfattende revitalisering af Københavns Befæstning. I 2010 åbnede søfortet Trekroner og sidste efterår slog Ejbybunkeren dørene op til et nyt oplevelses- og formidlingscenter.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Experimentarium