Den tidligere Hedeskov Skole på Djursland, opført i 1910, er blevet nænsomt renoveret med fokus på bæredygtighed og anvendelse af lokale natur- og genbrugsmaterialer som f.eks. dunhammerfibre med en lav grad af forarbejdning.
Et eksempel inden for regenerativt byggeri
Renoveringen af Hedeskov Skole er et forbilledligt eksempel på, hvordan en regenerativ tilgang til byggeri og renovering kan tage sig ud. Projektet lægger vægt på håndværk, traditionel byggeskik og en synlig forbindelse mellem bygning og natur. Skolen tjener også som et praktisk laboratorium for at undersøge kendte byggetekniske udfordringer som fugt, akustik og brandsikkerhed, især i forbindelse med brugen af biobaserede byggematerialer.
Nye materialeløsninger
Det engelske firma Local Works Studio har kortlagt de nødvendige materialer og teknikker og samarbejdet med arkitektfirmaet Djernes & Bell om at udvikle og designe prototyper på lerpuds og lergulv. Disse prototyper er skabt ved hjælp af ler, sand og dunhammere fra Hedeskov, hvilket understreger projektets engagement i lokale ressourcer og traditionelle håndværk.
Hedeskov Skole er dermed ikke blot en renovering, men et eksempel på, hvordan moderne byggeri kan integrere mere bæredygtige og regenerative principper, samtidig med at man værner om kulturarv og lokale materialer.
Vores støtte
Vores støtte går til kvalificering af løsningerne, dataindsamling, evaluering og formidling. En del af støtten går til BUILD, Aalborg Universitet og arkitekterne Djernes & Bell, som begge agerer faglig sparring i forbindelse med byggetekniske og byggefysiske udfordringer og løsningspotentiale ved anvendelse af regenerative principper i renoveringen.