Byen bliver tættere – og de kreative rum forsvinder
Godsbanearealerne har stor kulturhistorisk betydning for Aarhus. Siden 2008 er det tidligere industriområde blevet udviklet med kultur og kreativitet som drivkraft. Realdania har tidligere været involveret i at omdanne Godsbanegården til et kulturelt kraftcenter, og Institut for (X) har videreudviklet denne kreative bydel.
Siden 2009 har Institut for (X) fungeret som et unikt samlingspunkt for kreativitet, kultur og fællesskab med over 600 aktive brugere. Men de mere end 100 år gamle bygninger – Toldvareboden, Presenningstørrehallen og Vejerboden – er slidte og utilstrækkelige i forhold til områdets behov. Institut for (X) er drevet af et grundprincip om plads og frihed, men med byens fortætning er både personbelastningen og presset på arealer steget. Derfor er det en vigtig del af restaureringen at etablere mere plads gennem knopskydninger, karnapper og tilbygninger.
Historiske bygninger med plads til nyt liv
Restaureringen sker med brugerinddragelse som en central del af processen. De tre historiske bygninger genskabes med fokus på åbninger, adgang og tilgængelighed for at invitere omverdenen ind. Det liv og den energi, der eksisterer inde i bygningerne, skal flyde ud i bydelen, og offentligheden skal inviteres ind.
Der bygges videre på områdets kulturhistorie, så de historiske elementer og værdier bidrager til den sanselige oplevelse af arkitekturen. Her skal bevaring og udvikling mødes i en dynamisk synergi. Bygningerne skal tilbyde fleksible rum, med plads til alt fra koncerter og udstillinger til fælles værkstedsdage og kulturaktiviteter. Samtidig skal faciliteterne understøtte de daglige brugeres arbejde og fællesskab. Projektet bidrager til realiseringen af Aarhus Kommunes visionære udviklingsplan Aarhus K – byens nye kreative bydel – og løfter det historiske kulturmiljø.
Et kreativt kraftcenter for fremtiden
Restaureringen skal sikre, at Institut for (X) fortsat er en dynamo for kultur og kreativitet i Aarhus. Bygningerne skal danne ramme om et levende miljø, hvor borgere kan mødes om projekter, deltage i aktiviteter eller blot opleve stemningen. Projektet styrker den lokale identitet og understøtter sociale fællesskaber – samtidig med at det bevarer og fornyer områdets kulturhistoriske kvaliteter.
Derfor har vi støttet projektet
Vi har støttet projektet med 6,9 mio. kr. som en del af indsatsen Kulturmiljøer former fremtiden, fordi det viser, hvordan bevaringsværdige kulturmiljøer kan udvikles i samarbejde med lokale aktører. Projektet skaber plads til kreativitet og fællesskab midt i byen og bidrager til at bevare unikke byrum, hvor livskvalitet og bæredygtig byudvikling går hånd i hånd.