x

Jørn Utzon på Mallorca

Pressemeddelelse 6. december 2004

I dag udkommer ”To huse på Mallorca”, der er et led i bogserien ”Jørn Utzon Logbog” om arkitekt Jørn Utzons væsentligste bygningsværker. Bag serien, som er støttet af Fonden Realdania, står forlagsredaktør Torsten Bløndal, der via mange års samtaler og samarbejde har et indgående kendskab til Utzons liv og værk.

Jørn Utzon fandt i 1972 sit fristed på Mallorca. På klippegrund og vendt mod den afrikanske kyst lod han opføre        
et hus med udgangspunkt i den lokale stenarkitektur. Huset blev opkaldt efter hans hustru og fik navnet Can Lis. I begyndelsen af 1990’erne trak Lis og Jørn Utzon sig længere ind landet, til Mallorcas bjerge, hvor der er ro og fred. Her byggede Utzon sit andet hus, Can Feliz – også denne gang i den honningfarvede lokale sandsten.
 
Ligesom Jørn Utzon ikke bryder sig om at gøre noget væsen af sig selv, har Mallorca-husene Can Lis og Can Feliz ført en tilsvarende diskret tilværelse. Men husene hører til blandt det 20. århundredes skelsættende arkitektur, og de fortjener derfor mere opmærksomhed. Det får de i ”To huse på Mallorca”, hvor omfattende dokumentation og samtaler med Jørn Utzon genskaber oplevelsen af, hvorledes en tilsyneladende universel arkitektur bliver til.
 
”To huse på Mallorca” er skrevet af arkitekt John Pardey, der i 1987 grundlagde tegnestuen John Pardey Architects i London. Tegnestuen har siden vundet 20 nationale og internationale priser og konkurrencer. John Pardey har fra han startede sin løbebane som arkitekt været fascineret af Utzon. Han har i forbindelse med bogudgivelsen ”genoptegnet” Mallorca-husene – og disse egninger er nu godkendt af Jørn Utzon som de officielle tegninger af husene. Teksten i ”To huse på Mallorca” er blevet til i John Pardeys indgående dialog med Jørn Utzon om husenes tilblivelse.
 
Der kommer i alt fem bind i ”Jørn Utzon Logbog”-serien, og de er alle redigeret af Torsten Bløndal, Jørn Utzon og Richard Weston. Til foråret følger bogen om Bagsværd kirke – redigeret af Jørn Utzon selv – og senere følger parlaments-bygningen i Kuwait og operaen i Sydney. ”Jørn Utzon Logbog”-serien udgives på både dansk og engelsk.
Serien planlægges desuden udgivet på fransk og kinesisk.

Yderligere oplysninger 
Torsten Bløndal, Edition Bløndal, tlf.: 39 62 91 52 
Projektleder Erik Rykind-Blarke, Fonden Realdania, tlf.: 70 11 66 66