x

Ny bog stiller skarpt på Utzons gårdhuse

Pressemeddelelse 5. november 2004

Den 8. november udkommer første bind i bogserien ”Jørn Utzon Logbog” om arkitekt Jørn Utzons væsentligste bygningsværker. Bag bogserien, som er støttet af Fonden Realdania, står Torsten Bløndal, der via mange års samtaler og samarbejde har et indgående kendskab til Utzons liv og værk.

Balance mellem fællesskab og privatliv. Plads til det individuelle og inspiration fra iranske byer. Disse er blot nogle af kendetegnene ved arkitekt Jørn Utzons gårdhuse – en fællesbetegnelse for Fredensborghusene og Kingohusene i Helsingør. En ny bog, der er den første i en serie på fem om Utzon-værker, fortæller og viser historien om disse unikke boligbebyggelser.
 
Kingohusene består af 60 gårdhuse opført i gule tegl. Husene blev bygget i 1958-59 og fik bl.a. tilnavnet ”Den arabiske by”. Bebyggelsen er inspireret af byer i den arabiske verden, især Iran, og opført som et ”totalt miljø”, hvor der er sammenhæng mellem bygninger, indbyggere og landskab. I dag omtales husene ofte som Romerhusene.
 
Utzons Fredensborghuse er bygget i 1962-63. Komplekset består af 30 rækkehuse med haver, 47 vinkelbyggede gårdhuse, et klubcenter med restaurant, selskabslokaler og ni gæsteværelser. Bebyggelsens fælleshus er opført med fritliggende bjælker og hvidmalede murstensvægge og kombinerer japansk og dansk byggestil.
 
Bogen om Utzons gårdhuse er redigeret af arkitekt og forfatter Mogens Prip-Buus, der var Utzons førstemand på byggeriet af operahuset i Sydney. ”Jørn Utzon Logbog”-serien i øvrigt er redigeret af Jørn Utzon og Richard Weston, professor i arkitektur ved Cardiff University samt Torsten Bløndal. De øvrige fire bøger i serien kommer til at handle om parlaments-bygningen i Kuwait, Bagsværd kirke, Mallorca-husene og operaen i Sydney. ”Jørn Utzon Logbog”-serien udgives på både dansk og engelsk.
 
”En stor nulevende arkitekt som Jørn Utzon fortjener en del mere opmærksomhed, end han har fået, og denne bogserie er med til at udbrede det folkelige kendskab til Utzons mest betydningsfulde værker. Bogprojektets kvalitet sikres af både Torsten Bløndal, der har et indgående personligt kendskab til Jørn Utzon, og Richard Weston, der har arbejdet med Utzons værker igennem en årrække”, siger direktør i Fonden Realdania, Hans Peter Svendler.
 
Yderligere oplysninger 
Torsten Bløndal, Edition Bløndal, tlf.: 39 62 91 52 
Direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania, tlf.: 70 11 66 66