x

Jollmands Gård slår dørene op

Pressemeddelelse 1. juni 2004

Den 200 år gamle Jollmands Gård på Als restaureres og åbnes for offentligheden. Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania støtter projektet med hver 720.000 kr.
 

På Als arbejder lokale ildsjæle frivilligt for at sikre restaureringen af Jollmands Gård. Gården er en såkaldt kroggård, der er karakteriseret ved en dominerende hovedlænge tilføjet en vinkel eller “krog” af loer og lader.

Jollmands Gård er et af de få eksempler på alsisk byggestil fra omkring år 1800, der er tilbage i Danmark, og derfor blev den fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2002. Karakteristisk for de alsiske gårde er for eksempel det righoldige, oftest rødmalede tømmer med de buede skråstivere, der indgår i bindingsværket.

Åbningen af den fredede gård vil give publikum mulighed for at lære Als’ ældre landbokultur at kende, og den restaurerede gård vil komme til at huse nogle af de mange private sønderjyske samlinger, som man ønsker at samle på få centrale steder. Tiltaget er det eneste af sin art i landsdelen.

”Restaureringen af Jollmands Gård er med til at sikre et stykke dansk kulturhistorie”, siger Hans Peter Svendler, der er direktør i Fonden Realdania.

Kontorchef, arkitekt maa. Sven Koefoed-Hansen, Kulturarvsstyrelsen er enig og tilføjer ”Jollmands gård var på fredningstidspunktet i en meget kritisk tilstand, men vi valgte alligevel at frede gården – det er vi utroligt glade for i dag, hvor det ved forenede kræfter er lykkedes at få styr på tingene”.

Yderligere oplysninger
Formand Kim Madsen, Fonden for Jollmands Gård, 74 49 14 08 / 40 31 71 68
Kontorchef, arkitekt maa. Sven Koefoed-Hansen, Kulturarvsstyrelsen, 72 26 52 40
Projektleder Christian Andersen, Fonden Realdania, 70 11 66 66