Navngivet efter nedbrændt kloster
I 2016 blev Kannikegården på Torvet i Ribe indviet. Bygningen har fået sit navn efter et kloster, der brændte i slutningen af 1100-årene. Bygningen rummer funktioner for menighedsrådet og kirkens ansatte. Samtidigt danner det også ramme for offentlige arrangementer for byens borgere, som foredrag, koncerter og filmforevisning.
En særlig udfordring ved opførelsen af bygningen var, at der på byggegrunden blev fundet fortidsminder, der giver en fortælling om Danmarks historie igennem tusind år. Ruinen anses for at være noget af det ældste teglstensbyggeri i Danmark. Forudsætningen for byggeriet har været, at den fundne rest af kannikeklostret skulle eksponeres og være tilgængelig for publikum.
Særligt udviklede tegl
Bygningen, der er tegnet af arkitekterne Lundgaard & Tranberg, er beklædt med rødbrune teglsten i rødbrune farver. Teglstenene er særligt udviklet til at matche byens og egnens typiske huse, men i kraft af skallernes format i en nutidig fortolkning. Hele stueetagens ydervægge er opført i glas, hvilket giver bygningen en svævende fremtoning. Kannikegården er dermed blevet et byggeri, som i sit udtryk er moderne og samtidig - med sit materialevalg - passer ind med de omkringliggende gamle rødstensbygninger og med Ribe Domkirke.
Bygningens omgivelser er afgrænset af Sønderportsgade, den brostensbelagte gade Rykind og den nye Domkirkeplads. Mod syd er der indrettet en have, som er skærmet mod gaden med en mur. Haven er åben for besøgende, som ved at stige ned ad flere terrasser kan se den blotlagte ruin.
Menighedsrådet har selv stået for finansieringen af selve bygningen, med støtte fra A. P Møller Fonden. Vi har været med til at sikre at den fredede ruin blev en integreret i det glasindækkede uderum i Kannikegårdens stueetage. Ligeledes har vi støttet haven bag Kannikegården.