Vestersøhus er et arkitektonisk hovedværk fra dansk modernismes guldalder. Facaden er komponeret af lodrette, murede partier med vindueskarnapper kombineret med fremspringende vandrette bånd af altaner i taktfast rytme. Altan-karnap-motivet blev toneangivende i både samtidens og eftertidens etagebyggeri. Lejlighederne øverst i bygningen er udstyret med dobbeltlange altaner. De lange, hvide altaner minder om et klassicistisk gesimsbånd, der afslutter bygningen under taget. På hjørnet, hvor Vester Søgade møder Gyldenløvesgade, afløser et hjørnetårn facadens murede partier. Hjørnetårnet er et af Fiskers genistreger, der formår at optage karakterskiftet mellem facaden langs Vester Søgade og facaden på bygningen langs Gyldenløvesgade.
Ikke alene i stil, men også i indretning, legemliggør Vestersøhus tidens funktionalistiske intention om den gode bolig. Lejlighederne i Vestersøhus var indrettet med moderne sanitet, radiatorer, store vinduespartier og mindst én altan. Vestersøhus blev i sin samtid et symbol på det moderne og troen på en bedre fremtid med sunde boliger; et sted, hvor Kay Fisker selv ønskede at bo. Fiskers egen lejlighed ligger øverst i bygningen og var tænkt ind i projekteringen fra start. Lejligheden er indrettet med marmorpejs, snedkerløsninger og har som den eneste adgang til en øvre etage, hvor Fisker indrettede atelier.
Kay Fisker kom til at personificere begrebet ’Den funktionelle tradition’ - det samme gør Vestersøhus. De røde mursten, saddeltaget og gesimsmotivet i form af altaner knytter an til velkendt dansk byggetradition. Mens manglen på ornamenter og dekoration, det sanitære udstyr og det indarbejdede altan-karnap-motiv afspejler samtidens arkitektoniske bestræbelser om en bolig baseret på funktionelle behov.