x

Fra tomt teglværk til nyt håb

Knabstrup Teglværk blev anlagt i 1853 og havde i sin storhedstid over 300 ansatte. Efter nogle økonomisk trængte år overtog kunstneren Bjørn Wiinblad i 1977 fabrikken, som i ti år producerede keramik efter hans design.

Da produktionen stoppede, stod teglværket tomt i 25 år, og de store bygninger begyndte langsomt at forfalde. Området manglede et sted, hvor lokale kunne mødes, udfolde sig og skabe nye fællesskaber på tværs af generationer – indtil en flok ihærdige unge mennesker fik øje på stedets potentiale og historie.

Et sted skabt af frivillige kræfter og med respekt for stedets historie

En gruppe engagerede frivillige samlede kræfterne i foreningen Makvärket. Med respekt for fabrikkens materialer og særlige atmosfære har de skabt et kulturhus, hvor kreativitet, bevægelse og bæredygtighed går hånd i hånd. I den gamle produktionshal er der bygget et bevægelsesrum med klatrenet, reb og et stort træformet stativ til leg og akrobatik. Samtidig er der indrettet en multisal, som danner ramme om teaterforestillinger, filmvisninger og nycirkus.

Byggeriet er udført med nænsomme metoder og så vidt muligt genbrugsmaterialer. Væggene er isoleret med papiruld, og naturmaling giver rummet et sundt indeklima. De oprindelige jernvinduer og spær er bevaret og sætter deres tydelige præg på stemningen.

Et levende hus fuld af leg og fællesskab

Makvärket er i dag et aktivt samlingspunkt.r. Her kan børn klatre og lege mellem de gamle spær, mens voksne mødes om kreative aktiviteter eller bare nyde den særlige atmosfære. Projektet har skabt nye muligheder for bevægelse, oplevelser og fællesskab i Knabstrup og gjort teglværket til et kulturelt fyrtårn i Nordvestsjælland.

Byggeriets ildsjæle - nu Underværker

Vi har støttet Makvärket gennem Underværker og Byggeriets Ildsjæle, fordi projektet viser, hvordan frivillige ildsjæle kan forvandle et forladt industristed til et bæredygtigt mødested, der styrker livskvalitet, lokalt engagement og glæden ved at skabe sammen.

Byggeriets ildsjæle