x
På Nørrebro i København vil fodboldklubben Nørrebro United gøre det lettere for børn og unge fra lokalområdet at blive en del af de aktiviteter, klubben faciliterer. Dette skal ske ved at flytte en del af deres træning ud i de udsatte boligområderne på Nørrebro – til AKB Lundtoftegade og AKB Titanparken – hvor der anlægges nye fodboldbaner og bevægelsestorv, så børn og unge fra og uden for boligområderne kan spille og træne sammen.

Nye fællesskaber og relationer  

I takt med byen vokser, er der en tendens til, at byen deler sig op i områder, som taler ind i forskellige livsstile og økonomisk formåen. Udsatte boligområder ligger oftest fysisk og socialt isoleret fra resten af byen. Dette afspejler sig også i fritidslivet, hvor beboere fra udsatte boligområder deltager mindre i aktiviteter, der kan være med til at styrke lokalsamfundet. Med ’Nørrebro samles på banen’ inviteres børn og unge fra andre kvarterer ind i de almeneboligområder, så de får en relation til området. Intentionen med projektet er at forbedre borgerne i boligområdernes adgang til idræt, sundhed, medborgerskab og at skabe uformelle møder og på den måde bygge bro mellem mennesker fra forskellige sociale klasser.  

Helt konkret åbnes de almene boligforeningers gårdrum og omdannes til de to semi-offentlige mødesteder - Bevægelsestorvet og Boldspilslaboratoriet. Efter flere observationer er det tydeligt, at de to områder inden initiativet anvendes minimalt. Derfor skal bevægelsestorvet i Lundtoftegade inddeles i zoner, der skaber nye byrum, som inviterer til forskellige grader af aktiviteter og involvering, samtidig med at forskellige opholdsmuligheder indbyder til at sidde og observere boldspillet og andre faciliterede aktiviteter lidt på afstand. Derudover skal der i Titanparken implementeres et boldspilslaboratorie, som skal være et mødested, der kombinerer boldspil, bevægelse og andre aktiviteter for både beboere i området og udefrakommende.  For at sikre, at det både er lokale og udefrakommende, som anvender områderne, vil halvdelen af pladserne på fodboldholdene reserveres til boligområdets børn og den anden halvdel tilbydes til børn på Nørrebro Uniteds lange venteliste. 

En del af ’Fælles rum’ 

Projektet har fået støtte gennem puljen ‘Fælles Rum’, der er et samarbejde mellem Realdania, Lokale- og Anlægsfonden, Nordea-fonden og Københavns Kommune. Formålet med ’Fælles Rum’ er at skabe større sammenhængskraft og social balance. Dette gøres ved at medfinansiere etableringen af nye fysiske mødesteder i udvalgte udsatte boligområder rundt i Danmark. Mødestedernes formål er at skabe nye møder og relationer mellem mennesker fra forskellige boligområder og dermed styrke sammenhængskraften og den sociale balance i området. 

Forskere følger udviklingen  

Et forskerhold fra Københavns Universitet har besøgt de fire boligområder under indsatsen. Resultatet er fire såkaldte ’baseline-rapporter’, som gennem dokumentanalyse, kvalitative interviews, stedsanalyse, observationsstudier og surveys beskriver perspektiver og potentialer på stederne.  

Det konkrete projekt på Nørrebro er udviklet i samarbejde med de lokale boligforeninger AKB Lundtoftegade og AKB Titanparken og fodboldklubben Nørrebro United, som har stået for den konkrete organisering og ageret tovholder på udviklingen af projektet