Bog om Kertemindes historiske havn

29. september 2014

Den nye bog Renæssancehavnen i Kerteminde fortæller med kulturhistoriske briller om Kertemindes lange historie med havnen – og hvordan den nyfortolkede havn, skabt af Schønherr Landskabsarkitekter, er blevet byens nye hjerte.

Bogen Renæssancehavnen i Kerteminde er skrevet af museumsdirektør Erland Porsmose fra Østfyns Museer og kunst- og arkitekturjournalist Torben Weirup. En stor mængde historisk billedmateriale samt nye fotos af Janne Klerk har fanget stemningen fra byens liv hen over den første sommer med Renæssancehavnen.

Kerteminde er i særlig grad præget af sin maritime kulturarv. Hele havnehistorien fra middelalderen og frem til i dag kan – som et af de få steder i Danmark – tydeligt aflæses i klare, historiske lag. Gennem mange år har havnen imidlertid været adskilt fra byen af en befærdet vej, af cykelstier og af parkeringspladser. Da byens 600-års jubilæum som købstad blev fejret i 2013, blev det anledning til at genetablere og nyfortolke byens egentlige hjerte: renæssancehavnen.

Renæssancehavnen i Kerteminde er beretningen om havnens storhed, fald og genfødsel, men også om kulturarvens betydning som aktiv ressource for gunstige livsvilkår i nutid og fremtid. Om at skabe et attraktivt byrum i en sikker dialog med fortiden og dermed genvinde stedets identitet.

{{ title }}

{{ description }}