Kaj Munks præstegård bevares som samlet kulturmiljø for eftertiden

Pressemeddelelse

19. juni 2007

Digterpræsten Kaj Munk virkede fra 1924-1944 som sognepræst i Vedersø mellem Nissum og Ringkjøbing Fjord. Det samlede kulturmiljø omkring Vedersø Præstegård bliver nu færdigrestaureret, så alle i fremtiden får mulighed for at se og opleve, hvordan livet formede sig i præstegården på Kaj Munks tid. Fonden Vedersø Præstegård står bag projektet og indgår nu en samarbejdsaftale med Realdania, der støtter restaureringsprojektet med godt 6 mio. kr.

Præstegårdsanlægget i Vedersø består af et stuehus opført omkring 1870 samt en trelænget avlsbygning, der sammen med stuehuset danner et traditionelt firlænget anlæg, som støder op til den gamle præstegårdshave anlagt i slutningen af 1800-tallet. Kirkeministeriet overdrog i 2005 det samlede præstegårdsanlæg til Fonden Vedersø Præstegård, der er stiftet af Ringkøbing Amt og Ringkøbing Kommune. Ministeriet gav i den forbindelse 1,5 mio. kr. til en renovering af stuehuset – en renovering, der nu næsten er fuldført. Også parkanlægget er blevet genskabt med hjælp fra bl.a. Hedeselskabet.
 
Det nye projekt omfatter restaurering og genopbygning af præstegårdens avlsbygninger samt indretning til brug for både Kaj Munk-relaterede aktiviteter og generelle kulturelle arrangementer. Desuden bliver der indrettet to studie-lejligheder, som bl.a. kan anvendes af Kaj Munk-forskere. Restaurerings-projektet er udarbejdet af Bestsellerfondens Tegnestue.
 
”Det glæder os at være med til at bringe Vedersø Præstegård ind i fremtiden, som et samlingssted i forhold til kulturelle aktiviteter og med hensyn til forskning og formidling om Kaj Munk”, siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania, og fortsætter: ”Præstegården er et helt særegent sted, hvor den djærve vestjyske byggestil smelter sammen med en fantastisk landskabelig beliggenhed og mindet om Kaj Munk”.
 
”Fonden Vedersø Præstegård er utrolig taknemmelig for, at Realdania har givet tilsagn om at støtte restaureringen af Vedersø Præstegårds avlsbygninger - vi får dermed mulighed for at fuldføre det restaureringsarbejde, som blev startet i 2005”, siger Formand for Fonden Vedersø Præstegård, fhv. borgmester i Ringkøbing Kommune Hans Østergård, og fortsætter ”Allerede i dag kommer der mange besøgende for at se præstegården og gå en tur i parken, som er åben for publikum, men der er ingen tvivl om, at interessen vil stige fremover.” 

Yderligere oplysninger
Hans Østergård, Fonden Vedersø Præstegård, tlf. 97 34 81 81/40 33 73 25
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}