Vilhelm Lauritzen var en af de ledende parter i udviklingen af modernismen i Danmark ikke blot som arkitekt men også designer. Lauritzen omsatte den internationale stil til en nordisk kontekst med et særligt blik for den humanisme, der lå i ønsket om at frisætte mennesket ved at lade form følge funktion. Hans egen halvdel af dobbelthuset er skabt præcis til hans og hustruens livssituation midt i 1950’erne med et lille, funktionelt køkken, plads til gæster og tegnestue - alt sammen i et plan. Den anden halvdel af dobbelthuset er indrettet med børneværelse, atelier og en lidt mindre stue.
Som type tilhører Vilhelm Lauritzens eget hus den gruppe af enfamiliehuse, som store danske arkitekter tegnede til sig selv efter krigen, og som kom til at danne skole for det byggeboom, der fulgte i 1960’erne og 70’erne.
En hustype, hvor brug kom før borgerlighed, hvor det private var i centrum, hvor hushjælpen var flyttet ud og bilen flyttet ind. Det var en tid præget af nye prisbillige materialer som gasbeton og eternit, og hvor arkitekturen var præget af sammensatte flader med store vinduespartier. Vilhelm Lauritzens hus er alt dette, og dertil Vilhelm Lauritzens sans for ’gesamtkunstværket’.