Nonnekloster fra 1200-tallet er sikret for fremtiden
Det omfattende restaurerings- og udviklingsprojekt har været med til at sikre stedets enestående funktion, historie og atmosfære. Projektet var en del af en gennemarbejdet forretningsplan og strategi, hvis hovedformål var at sikre Ørslev Kloster som en vigtig del af den nationale kulturarv og som en væsentlig del af en regional ressource.
Udviklingen af Ørslev Kloster har samtidig været et almennyttigt projekt, der skulle komme flest muligt mennesker til gode. Klosterområdet spiller i dag en nyttig og aktuel samfundsrolle - både som arbejdsrefugium og som rekreativt og kulturelt besøgssted for mere end 20.000 mennesker hvert år.
Restaurering med respekt for historien
Vi har sammen med en række fonde støttet projektet, der blev afsluttet i 2023. Restaureringen blev udført med respekt for historien og med blik for fremtiden.
Der er anvendt bæredygtige og langsigtede løsninger. Det samlede kulturmiljø med kirke, kloster, gård og de omgivende 48 tønder land med skov, enge og park udgør nemlig et af de absolut bedst bevarede nonneklostre, som er tilbage i de nordiske lande.
Populært udflugtsmål
Der er etableret 11 ekstra værelser, og der er kommet et trappeforløb fra kælderens folkestue til kirkens tårn, så man kan bevæge sig rundt i hele anlægget.
Klostrets portnerbolig er desuden blevet udbygget til gruppeophold med otte af de ekstra nævnte værelser. Ydervægge, døre og vinduer er restaureret, og tekniske installationer fornyet. Samlet set er faciliteterne forbedret både inde og ude.
Til parken og skoven er der offentlig adgang året rundt, og klosteret afholder over 100 rundvisninger om året samt 2-3 events, der trækker mange mennesker til fra nær og fjern. Til de mange besøgende er der desuden blevet bygget et formidlingshus, så alle kan gå beriget fra et besøg på Ørslev Kloster – også selvom man ikke i det daglige kan komme indenfor i klosteret, hvis man ikke er på arbejdsophold.
I formidlingshuset kan gæsterne via en stor model se ind ad vinduerne til Ørslev Kloster og få indblik i livet bag de tykke klostervægge gennem de sidste 800 år. Fortællinger og film bringer historien til live, og interviews med nuværende klostergæster giver et levende perspektiv på, hvad der sker i klosteret i dag.
Om Ørslev Kloster
Ørslev Klostret er etableret omkring 1200. Efter reformationen i 1536 blev bygningerne langsomt afviklet som nonnekloster og overgik i 1584 til kongen. I 1700-tallet blev stedet ombygget til barok herregård. I 1800-tallet gik bygningerne langsomt i forfald. I 1920'erne greb Nationalmuseet ind og sikrede store dele bygningsværket.
Siden 1969 har Ørslev Kloster været et af Nordens ældste og mest kendte arbejdsrefugier.
Læs mere på klostrets hjemmeside