NærHeden

NærHeden præsenterer en ny måde at bygge forstad på, hvor målet er, at hverdagen skal være nem og naboskabet stærkt. Midlet er en tæt lav by med stærke fællesfaciliteter og nem adgang til storby, natur, indkøb, skole og idrætsfaciliteter.

Over de næste ca. 20 år vil Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg med partnerskabet NærHeden opføre en helt ny bydel, som skal være et forbillede for fremtidens bæredygtige forstad og en central driver for udvikling af Hedehusene. Parterne bag NærHeden ønsker samtidig at vise nye veje for, hvordan forstaden kan nytænkes med fokus på kvalitet og bæredygtighed i bred forstand - herunder særligt i forhold til social bæredygtighed.

Udviklingen af NærHeden skal realisere fem sideordnede visionspunkter:

  • Fællesskaber, aktiviteter og trivsel gør NærHeden til en magnet for bosætning
  • NærHeden har et højt kvalitetsniveau med attraktiv privat og offentlig service
  • Natur, landskab, søer og byen skaber livskvalitet, sundhed og herlighedsværdi
  • NærHeden er CO2-neutral og bæredygtig i alle henseender, både i miljømæssig, social, sundhedsmæssig og økonomisk forstand
  • Interessenter, borgere og andre aktører deltager aktivt i udviklingen af den nye bydel


Projektet

NærHeden er ikke nogen almindelig forstad, men en ny forstadstype, der kombinerer byens tæthed og byliv med forstadens grønne kvaliteter og mulighed for at have sit eget private udeareal. Mens haverne bliver relativt små, gives fællesarealer og fællesfaciliteter særlig opmærksomhed i NærHeden, så beboerne har de bedste muligheder for at bruge byen og dyrke fælles interesser. En anden bærende ambition er, at NærHedens beboere skal have særligt gode muligheder for at leve et nemt hverdagsliv - i moderne boliger med nem adgang til indkøb, fritidsaktiviteter, skole, kollektiv trafik og storslået natur – kun 20 minutter fra Københavns Hovedbanegård med tog.

Tæt-lavt byggeri
NærHeden skal rumme 3.000 boliger og bliver med tiden hjem for 8.000 mennesker. Der vil fortrinsvist blive bygget rækkehuse, byvillaer og lejligheder i NærHeden. Dertil skal der bygges kontorerhverv, butikker, offentlig service mm.

Nær naturen og nær København
Den nye bydel skal bygges på et 65 hektar stort område syd for Hedehusene Station i Høje-Taastrup Kommune 28 km fra Københavns Centrum. Projektområdet rummer blandt andet et grønt åndehul med en sø. Få hundrede meter væk fra NærHeden ligger det store grønne område Hedeland med alpin skibakke, amfiscene, løbe- og cykelruter, veterantog, golfbane, rideklubber og meget mere.

Status

Plangrundlaget for NærHeden ligger klar i efteråret 2016. herefter begynder byggemodningen og de første boligbyggerier. Høje-Taastrup Kommune har besluttet selv at lægge ud med at opføre to store kommunale byggerier i NærHeden. I 2016 opføres en ny sportshal til springgymnastik og i 2018-2019 opføres en ny visionær 'science-skole' i samarbejde med LEGO Education.

Projektfakta

Kontakt

Claus Ravn Chefkonsulent

  • Nyheder

  • Galleri

  • Publikationer

  • Grundsalg

  • Naturelementer i NærHeden

  • Radikal Innovation

  • Kort

Grundsalg

Grundsalg

Fuldt udbygget kan NærHeden rumme 3.000 boliger (324.000 etagemeter) samt erhverv, detail, kultur og offentlig service (58.000 etagemeter).

NærHeden offentliggør udviklingsplanen, som skal udgøre udgangspunktet for det videre salgsarbejde, i november 2015. Byggemodningen og byggeriet af de første boliger kan påbegyndes i efteråret 2016, når plangrundlaget ligger klar, men allerede nu er NærHeden parat til dialog med interesserede investorer.

Kontakt
Hvis du gerne vil vide mere om salg af byggegrunde i NærHeden, kan du kontakte:

Ole Møller, projektdirektør
Telefon. 32 88 53 75
E-mail: omo@naerheden.dk

Naturelementer i NærHeden

Naturelementer i NærHeden

På NærHedens projektområde og i de nære omgivelser er naturen der allerede – og den spiller en stor rolle i udviklingen af den nye bydel, hvor det er et mål, at beboerne skal have nem adgang til et aktivt friluftsliv. Samtidig anlægges Loopet som en ny grøn hovedgade, der også styrker forbindelsen til de nærliggende grønne områder, hvor man blandt andet finder en fredskov og en skibakke.

Bebyggelse indpasses i naturen
En del af det areal NærHeden skal udvikles på, består af naturområdet ”Sejlbjerg Mose”, ligesom der findes et par mindre vandhuller med naturkvaliteter. I ”Søkvarteret” omkring Sejlbjerg Mose bliver naturen omdrejningspunkt. Flere af byggefelterne rummer nemlig frodige naturrum, der er forbundet med hinanden via grønne korridorer, der også kan medvirke til spredning af flora og fauna. Dertil er der naturbeskyttede områder og friholdt en zone omkring søer og vandhuller til fremme af naturpræget.

Grønt Loop kobler by med natur og friluftsaktiviteter i nærområdet
Loopet er NærHedens nye grønne hovedgade, der binder den nye bydel sammen med det eksisterende Hedehusene, samler byens udadvendte aktiviteter og fungerer som primær færdselsåre for cyklister og gående. Selve Loopet, der skal anlægges som noget af det første i NærHeden, vil blive oplevet som et grønt og frodigt parkrum med en sammensat natur med forskellige biotoper, regnvandssøer, rumskabende beplantning og opholdsområder. Et gennemgående træk er forskellige typer af blomstrende træer, der giver Loopet dets særlige frodige karakter.

Loopet rummer fredfyldte områder, hvor man holder picnic eller tager en pause, men udvalgte steder bliver byrummet mere urbant og overfladerne mere hårde, f.eks. med fliser og asfalt, hvor der er plads til boldspil m.m.

Fra Loopet planlægges fire veje/stiforbindelser ud i den omgivende natur, som blandt andet tæller Fredskoven Solhøj Fælled og det 1.500 hektar store rekreative område Hedeland. Hermed sikres NærHe- dens beboere nem adgang til blandt andet cykel-, vandre- og løberuter, alpin skibakke, ridning, golf, fuglekiggeri og fiskeri.

Radikal innovation

Radikal innovation

NærHeden har brugt radikal innovation som metode til at finde nytænkende løsninger, greb og strategier, der kan bidrage til at realisere projektets vision om at skabe fremtidens bæredygtige forstad.

”En ny fælles bygade binder Hedehusene og NærHeden sammen og kobler fem klynger af sociale aktiviteter, institutioner og services”. Sådan løs en af de løsninger, som de tre tværfaglige hold i NærHedens parallelopdrag kom frem til som svar på spørgsmålet: ”Hvad er det fælles tredje element, der skal udvikle NærHeden og Hedehusene?”.

Spørgsmålet var ét ud af otte radikale innovationsspørgsmål, som holdene skulle svare på, som en integreret del af deres forslag til en udviklingsplan for den nye bydel. Formålet med spørgsmålene var at tvinge holdene til at tænke radikalt anderledes og udvikle nytænkende løsninger og strategier, før de gik i gang med at tegne. De tre hold skulle besvare spørgsmålene som en integreret del af deres forslag til en udviklingsplan for den nye bydel. Se alle de otte spørgsmål nederst i artiklen.

Innovationsspørgsmål som dialogværktøj
Undervejs i parallelopdraget har NærHeden afholdt flere dialogmøder med de tre hold. Til det første fik holdene at vide, at NærHeden ikke ville se nogen forslag til fysiske løsninger, men udelukkende ville fokusere på, hvordan de arbejdede med de otte innovationsspørgsmål. Dette for at fastholde holdenes fokus på projektets udfordringer.

Innovationsspørgsmålene har også været omdrejningspunktet for et borgermøde med fem arbejdsstationer, hvor de deltagende borgere og interessenter kunne komme med ideer til udviklingen af NærHeden. Mødet resulterede i 281 ideer, som blev illustreret på en tre meter lang planche og som holdene i parallelopdraget kunne lade sig inspirere af.

Læs mere om radikal innovation som metode i strategisk byudvikling

Radikale og realistiske løsninger
NærHedens vurdering er, at metoden har bidraget til, at holdene er kommet med nyskabende løsningsforslag, som de ellers ikke ville være kommet på. Alle tre holds forslag rummer strategiske og fysiske elementer, der på samme tid favner flere hensyn, f.eks. byliv, bynatur, social sammenhængskraft, klima og mobilitet i en sammenhængende fysisk struktur, der samtidig er med til at give NærHeden særlige kvaliteter og et særkende.

Samtidig peger holdene på, at det har været både udfordrende at besvare innovationsspørgsmålene. Det har bl.a. betydet, at holdene har haft et ekstra stort behov for at få feedback på deres innovative forslag og er blevet overraskede over at NærHeden har fravalgt at arbejde videre med nogle af deres mest radikale ideer.

Kreative forslag har dog ikke i sig selv været et mål for NærHeden. Øvelsen har været at nå frem til innovative ideer, som var værdiskabende ift. at virkeliggøre projektets visioner og som er realiserbare.

NærHedens otte innovationsspørgsmål:

  1. Hvad skal der til for at NærHeden profilerer sig tydeligt i forhold til konkurrerende bosætningsmuligheder i København, Ørestad, Trekroner og Køge Kyst? Og hvorfor har vi alen lange interesselister til boliger allerede i 2017?
  2. Hvordan sprænger NærHeden fordommene om en forstad?
  3. Hvad er det fælles tredje element, der skal udvikle Hedehusene og NærHeden?
  4. Hvordan udfolder livet sig i byrummet, når den offentlige og private service ændres over tid?
  5. Hvordan skaber NærHeden lyst, energi og rammer, der får flere forskellige sociale fællesskaber til at blomstre?
  6. Hvordan kommer vi fra smart city i teori til smart city i praksis?
  7. Hvad nu hvis aktiviteter trækker byen ud i naturen og naturen ind i byen?
  8. Hvordan kan flest mulige finde mest mulig mening i at medvirke i udvikling af NærHeden? 

Kort

Industrivej 2, 2640 Hedehusene

{{ title }}

{{ description }}