Mineslund – økologi og gårdbutik
Fra jord til bord
På den yderste halvdel af halvøen Asnæs ved Kalundborg ligger Mineslund, som i dag dyrkes som økologisk landbrug med egen gårdbutik. Den nuværende ejer Eirik Vinsand overtog gården i 1989 og fortsatte med mælkeproduktionen på stedet. Men produktionen blev for dyr, og man blev derfor nødt til at tænke i nye baner.
Grundlæggende er konceptet, at gården som ramme er afgørende for valg af virksomhed. I modsætning til mange andre landbrug, har de på Mineslund derfor valgt at bevare og udnytte de gamle smukke driftsbygninger. Og som de selv skriver på deres hjemmeside, så er det: ”... knap så rationelt som et moderne byggeri, men de smukke, gamle og rustikke bygninger har en atmosfære, vi ønsker at bevare. ”
I 1999 begyndte den både økonomisk og tidsmæssigt krævende proces med at omlægge til økologi. I 2001 var landbruget 100 pct. økologisk. Året efter begyndte Eirik Vinsand at sælge eget kød, og i 2007 var tiden moden til at opgive mælkeproduktionen og fokusere på kødproduktionen alene.
Mineslund har herefter været et rendyrket økologisk landbrug med økologisk kødproduktion og med særligt fokus på, hvor og hvordan kvæget bliver opdrættet på mark og i stald. Selve slagtningen af kvæget tager et lokalt slagteri sig af. Kød sælges fra gården og via en række forhandlere.