Folkemødet 2025: Fredag i Realdania-teltet
Fredag på folkemødet
Folkemøde
Dato
13. juni 2025
Adresse
F11 - Realdania
Østersøteltet
Adgang for alle

Fredag på folkemødet d. 13. juni 2025, giver vi mikrofonen til samarbejdspartnere og vigtige aktører i branchen, som på hver deres vis kaster lys over det byggede miljø.
Programmet
Er du klogere end arkitekterne, når det kommer til at gætte fællesskabets arkitektur?
I arkitekturquizzen inviterer Adrian Hughes og DAC fire arkitektur- og designeksperter til at dyste i deres paratviden om arkitekturhistorien med udgangspunkt i fællesskabets bygningsværker. Quizzen veksler mellem runder, hvor vi går i dybden med viden om udvalgte bygningsværker, og de hektiske runder, hvor det gælder om at være først! Kan gæsterne gætte en bygning ud fra en rebus?
Hvor meget afslører et fun fact om arkitekturen? Og kan gæster og publikum følge med, når Adrian kaster sig ud I at mime et bygningsværk! Som publikum skal du også være hurtig på aftrækkeren, for der er også spørgsmål til jer.
Deltagere
- Jesper Pagh, Stadsarkitekt, Horsens, Horsens Kommune
- Stine Lea Jacobi, Programchef, Realdania
- Kristian Ahlmark, Design Director og Partner, Schmidt Hammer Lassen Architects
- Kristine Leth Juul, Rektor, Arkitektskolen Aarhus
- Adrian Hughes, Journalist og podcastvært, Selvstændig
Er du parat til at få udfordret dine forestillinger om hjemmearbejde og bæredygtighed?
Vær med til en tankevækkende debat om et spørgsmål, som måske virker enkelt – men langt fra er det: Er det bæredygtigt at arbejde hjemmefra? Vi har inviteret to skarpe forskere, der sammen med publikum dykker ned i bæredygtighedens tre ben: det miljømæssige, det sociale og det økonomiske. For er mindre pendling når man arbejder hjemmefra egentlig godt for klimaet? Trives vi ved at arbejde hver for sig? Og påvirker hjemmearbejde vores produktivitet? Er der fordele for alle?
Vi vender også blikket mod livet uden for arbejdet. For hvad betyder det for fritiden, familien og fællesskaberne, at vores hjem nu også er vores kontor? Debatten er fyldt med paradokser og overraskelser, for ét er sikkert: Spørgsmålet om hjemmearbejde og bæredygtighed har ikke ét simpelt svar – hverken for forskerne eller for dig.
Deltagere
- Toke Haunstrup Bach Christensen, Seniorforsker, BUILD, Aalborg Universitet
- Christine Ipsen, Professor, DTU Engineering Technology
- Helle Lohmann Rasmussen, Direktør, Dansk Facilities Management
Store dele af dansk byggeri vil indføre klimakrav, der flugter med Parisaftalen. Hvad skal der til?
Et stærkt fællesskab i byggebranchen viste i maj 2024, at samarbejde kan rykke både holdninger og lovgivning. På tværs af over 630 investorer, producenter, kommuner, partier og organisationer m.fl. tog branchen medansvar for den grønne omstilling – og viste en vej, der virker i praksis og bygger på klimavidenskaben, når lovgivningen endnu ikke slog til. Med et fælles klimakrav, der flugter med Paris-aftalen lagde branchen afgørende pres for at sænke CO₂-loftet for nybyggeri markant fra juli 2025.
Hvordan holder vi fast i den grønne fælles sag? Hvordan styrker vi samarbejdet mellem byggebranchen og Christiansborg? Og hvad skal der til for at få hele branchen med? Vi debatterer, hvordan vi med fællesskabet som drivkraft kan sikre bedre, grønnere rammer i tide – for både mennesker og miljø.
Deltagere
- Mikkel Schlesinger, Partner i CEBRA og medstifter af Reduction Roadmap
Hvordan får vi boliger, der både respekterer danskernes personlige drømme og de planetære grænser?
Vi kan alle sammen hurtigt blive enige om, at et godt hjem er vigtigt. Gode rammer om vores liv betyder meget for de muligheder vi har og for vores hverdag. Men ofte står vores idé om en god bolig i modsætning til vores viden om planetens tilstand. I Danmark bor vi generelt både alt for stort og alt for nyt ift. de ressourcer, vi har. I stedet skal vi bo på meget færre kvadratmeter, vi skal bo i eksisterende bygninger, vi skal bo tættere og vi skal dele meget mere! Det kan forskere og fagfolk indenfor arkitekturen nemt blive enige om – men sådan vil danskerne ikke at bo.
Hvordan får vi flyttet danskernes idé om et godt hjem og fagets idé om fremtidens bæredygtige bolig tættere på hinanden? Kan arkitekturen svare på, hvad der en god bolig både for personlige drømme og planetære grænser? Det taler forskere, praktikere og borgere sammen om i debatten her – hvor vi også spørger teltet om, hvad der er god arkitektur – for os selv og for fremtiden.
Deltagere
- Ingeborg Hau, Kurator, Det Kongelige Akademi - Institut for Arkitektur og Teknologi
- Natalie Mossin, Institutleder, Institut for Arkitektur og Teknologi, Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering
Kom og bliv klogere på hvordan et kvarterhus kan kombinere fællesskab og sundhed
Kan man designe til mere fællesskab? Hvordan kan det byggede miljø blive den ramme, der binder mennesker sammen i stedet for at adskille dem? Kom og vær med når vi sammen med et stærkt debatpanel dykker ned i samtalen med fokus på fællesskabets arkitektur. I byudviklingsprojektet 'Byens Haver' i Roskilde, afprøver vi, hvordan et nyt kvarter- og sundhedshus kan blive mere end blot et fysisk rum, men et mødested, der inviterer til samvær, styrker naboskab og bliver en social brobygger mellem beboere, frivillige og sundhedsaktører.
Hvordan kan vi bygge bro fra mursten til fællesskab? Og hvordan kan forskning understøtte udviklingen af sundhedsfremmende fælleshuse?
Deltagere
- Tomas Breddam, Borgmester, Roskilde Kommune
- Tom Frederiksen, Bestyrelsesformand, Boligselskabet Sjælland
- Morten Hulvej Rod, Direktør, professor i sundhedsfremme og forebyggelse, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
- Ditte Marquard Jessen, Projektchef, Realdania
Debatten er et led i samtaleprocessen med og mellem unge til at forme et manifest for hvordan unge ønsker at udvikle fremtidens byer.
Unge står i dag over for nye og komplekse vilkår. Uddannelsessteder lukker i provinsen, boligmarkedet i storbyen er presset, og klimaforandringer truer netop de områder, hvor mange unge ønsker at bo. Samtidig bliver byudvikling i stigende grad en kampplads for ulighed mellem land og by. Derfor er det tid til at tage samtalen om, hvordan vi skaber attraktive byrum – også for unge.
Derfor inviterer vi netop dem, både på scenen og blandt publikum, til at drøfte hvad vi skal stille op. Og vi inviterer de beslutningstagere i samfundet, der har magten til at ændre på tingene. Debatten har afsæt i konceptet Snak og Æd, hvor den uformelle samtale, over en bid mad, allerede er igangsat og har banet vejen for nogle konkrete spørgsmål til hvordan vi udvikler vores byer i dag og for fremtiden.
Debatpanelet består af 2-3 unge og 1-2 beslutningstagere. Hovedpointer fra debatten tages med videre ud på picnic for de deltagere der har lyst til at fortsætte samtalen i mere uformelle rammer.
Hvordan påvirker rum børn og unges lyst til kultur? Vi undersøger arkitekturens rolle i fællesskab.
Fra gaden til scenen – sådan former rum vores fællesskab Hvordan påvirker bygninger og byrum børn og unges lyst til at deltage i kultur? Hvad gør en teatersal, et gadehjørne eller en sportshal til steder, hvor man føler sig velkommen – eller udenfor? Og hvordan skaber vi rammer, der ikke kræver særlige koder, men inviterer til deltagelse på egne præmisser?
Kom med til en levende samtale mellem Det Kongelige Teater og GAME Streetmekka om, hvordan det fysiske miljø former adgang, fællesskab og frihed i kulturen. Vi tager publikum med ind i refleksionerne og inviterer til små samtaleøvelser, hvor vi sammen udfordrer vores forestillinger om, hvor og hvordan kultur “må” foregå. Fra hættetrøjer til habitter – alle er velkomne, når vi sætter scenen for en ny samtale om rum, rammer og reel deltagelse.
Deltagere
- Simon Prahm, CEO, GAME
- Rasmus Kyed Jakobsen, Medlems- og Udviklingschef, Dansk Kulturliv
- Peter Mark Lundberg, Direktør, Dansk Teater
- Gunna Winterberg, Børnefaglig chef, Det Kongelige Teater