Mød Den Muntre Murer, test dine håndværksevner og få smagsprøver

Pressemeddelelse

3. oktober 2017

Vil du have spænding – kaffe, kage, en lækker grillpølse og en mundfuld øl – så kom til Kulturnatten hos Realdania, hvor Lindy, kendt som Den Muntre Murer fra tv-programmet Rigtige Mænd, udfordres af Realdanias Mørtelmester i disciplinen: Bedst til muret havegrill.

Håndværk, lys og musik på pladsen

Har du ikke nerver til Den Store Murermatch, er der masser af andre sjove oplevelser til eftertanke. Har du lyst, kan du i de arbejdende værksteder på Jarmers Plads male, tømre, mure, hugge skifer og essesmede, mens Out of Line BrassBand spiller op, og vi sætter fuldt blus på lyskanonen og farver Realdania-bygningen rød. 

Du kan gå på skattejagt og vinde præmier, få gode råd og svar på spørgsmål om din bolig. Eller du kan selv være bygmester og mure så dygtigt med mini-tegl, at du kan få svendebrev udstedt af Den Muntre Murer og deltage i konkurrencen om Den Gyldne Murske og en murspand fyldt med slik.

Spids ører, når arkitekt Per Troelsen serverer anekdoter om vores modernistiske hus på Jarmers Plads, og få viden til eftertanke, når adm. direktør Jesper Nygård fortæller om Realdanias aktiviteter for livskvalitet i det byggede miljø.

Bygningsarvens perler

Du kan også se og høre om, hvordan unikke historiske huse er restaureret smukt og eksemplarisk. Én af perlerne er PH´s eget hus, hvor kunsthåndværkeren Heidi Zilmer genskabte PH´s tapeter med vovede damer.
Heidi Zilmer har til Kulturnatten fået et midlertidigt tapetværksted hos os, hvor du er velkommen til at se, hvordan hun arbejder.

Og vil du have svar på, hvorfor bygningsarven er værdifuld, skal du lytte med, når Ane Cortzen forlanger klart svar fra Det Særlige Bygningssyn, Realdania og Nyborgs borgmester, hvis by i kraft af støtte fra bl.a. Realdania er i gang med en kæmpe restaurering af Nyborg Slot og dets kulturmiljø.

Alt det og mere til på Kulturnatten hos Realdania fredag den 13. oktober fra kl. 18 – 23

Program for Kulturnatten 2017
God fornøjelse - vi glæder os til at byde dig indenfor til Kulturnatten i foreningen Realdania.

Find vej 

Det er nemt at komme til og fra os, vi bor lige ved Vesterport Station – helt præcist på Jarmers Plads 2, 1551 København V – kig efter den høje bygning belyst med rødt, teltene på pladsen og duften af grillede ramsløgspølser.

 

{{ title }}

{{ description }}