Det går allerede den rigtige vej i ghettoerne

Kronik af adm. direktør Jesper Nygård bragt i Politiken

22. januar 2018

Der er brug for politisk enighed og gennemslagskraft for at styrke den fortsatte indsats i de udsatte boligområder. Men det går fremad. Og det går langt bedre, end mediebilledet giver indtryk af og mange tror.

DET ER VED at være sidste udkald, hvis vi skal undgå, at nogle danske boligområder ender som ghettoer. Der er derfor brug for en løsning af problemerne her og nu, inden problemerne bliver så store, at de reelt ikke længere kan løses”.

 

Er dette citat fra statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale? Er det fra hans åbningstale i oktober 2010? Eller er det fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2004? Nej.

 

Jeg har tilladt mig at citere fra indledningen af en kronik, som jeg skrev i denne avis i maj 1992. For snart 26 år siden. Overskriften var ”Sidste frakørsel før ghettoen”. Jeg skrev den i egenskab af beboervalgt formand i en almen boligorganisation. Og delvist på baggrund af en afgørelse i Østre Landsret om, at man til et boligområde i Ishøj ikke måtte sortere boligansøgere efter etnicitet. Den afgørelse var jeg – og er jeg fortsat – enig i. Men praksis, som den gang blev kendt ulovlig, var jo udtryk for, at vi i starten af 90’erne var fuldt bevidste om, at det ville give kæmpe integrationsproblemer, hvis store grupper af indvandrere og flygtninge og deres efterkommere (suppleret af en gruppe danskere med dårlige sociale vilkår) klumpede sig sammen i dele af den almene sektor. Jeg og andre sammen med mig frygtede ghettodannelser, som det også fremgår af citatet. Vi appellerede til politikerne om at udvikle redskaber, som kunne dæmme op for en udvikling, som alle kunne få øje på, lå lige om hjørnet. Dengang i 1992.

 

Efter Ishøj-dommen ændrede en række almene boligområder hastigt karakter. Som jeg beskrev i Kroniken dengang, blev gruppen af socialt udsatte tilflyttende beboere med ikke-vestlig baggrund hurtigt tre til fem gange større end antallet af fraflyttere.

 

JEG MENER DOG IKKE, at der slet ikke er sket noget siden dengang. Tværtimod. Der er sket ganske meget. Kommunerne har gjort meget. Ansatte og beboervalgte i de almene boligorganisationer har leveret en kæmpe indsats – ofte som led i boligsociale helhedsplaner, støttet af Landsbyggefonden. Det har virket, og det vender jeg tilbage til.

 

 

Men der er et grundlæggende problem, som vi stadig slås med. Derfor var det også helt på sin plads, at Lars Løkke Rasmussen adresserede de uløste integrationsudfordringer i nytårstalen. Han gjorde det ret præcist, uden at tale om hele boligområder som problemet.

 

I stedet pegede han på de heldigvis ret få bebyggelser, hvor der optræder enklaver, som lukker sig om sig selv. Som isolerer sig. Og som derfor spænder ben for børn og unges udvikling og muligheder i samfundet.

 

Udfordringerne i disse områder er centrale. Men det handler om en mere generel problemstilling om segregering. Og dét, at nogle boligområder generelt samler mennesker med vanskelige livsbetingelser. I 1992 skrev jeg ”Vi ser som boligselskab og beboerrepræsentanter et meget stort problem i, at andelen af medmennesker med begrænsede sociale og/eller økonomiske ressourcer vokser ganske stærkt i de bebyggelser, der ikke er eftertragtede, og derfor ikke har lange ventelister”. Vi var bekymrede for, at det var nogle af de danskere med færrest ressourcer og muligheder, der skulle løfte en central del af integrationsindsatsen.

 

Det var et opråb, der både handlede om behovet for en styrket integrationsindsats og ikke mindst om at skabe rammer for byer, der gjorde muligt for mennesker at bo blandet. Udfordringerne i de udsatte boligområder handler nemlig først og fremmest om manglende muligheder i livet i form af fx uddannelse, arbejde og sundhed.

 

SIDEN KRONIKKEN I 1992 har jeg været engageret i udviklingen af de almene boliger. Som beboer i godt 30 år i en almen bebyggelse i Taastrup, der i 80’erne var et udsat boligområde. Som stud.scient.adm. skrev jeg speciale om emnet. I studiegruppen lavede vi nogle af de første empiriske analyser af de 81 såkaldte samspilsramte boligafdelinger (som disse bebyggelserne blev kaldt dengang) som ansatte på Statens ByggeforskningsInstitut (SBI) i 1985-1988. Som AKB-formand, som formand for BL – Danmarks Almene Boliger, som adm. direktør i KAB, som formand i Landbyggefonden. Og siden 2013 som adm. direktør i Realdania, hvor én af vores mange indsatser for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø handler om – sammen med en række andre parter – at skabe positiv udvikling i en række udsatte boligområder

 

Mit ærinde med denne kronik er ikke at skose hverken nuværende eller tidligere politiske beslutninger. Tværtimod. Faktisk har de løbende givet rammer for, at meget har ændret sig til det bedre. Flere og flere mennesker i disse boligområder klarer sig godt. Det er resultatet af indtil flere lange seje træk. Fra beboernes side, fra politikernes side og via en række fælles indsatser.

 

Særlige indsatser, løft af boligområder, helhedsplaner, renoveringer, infrastrukturændringer, udlejningsaftaler og meget mere har været sat i værk. Det meste har virket og trukket i samme retning. Både for de berørte boligområder og beboerne i dem.

 

I ET INTERNATIONALT PERSPEKTIV gør vi det godt i Danmark. Jeg brugte ordet ”ghetto” i min kronik for 26 år siden. Vi frygtede virkelig, at vi i Danmark kunne få boligområder, som ligner dem, vi kender fra de parisiske forstæder og andre storbyer i Europa og USA. Sådan gik det heldigvis ikke. Det er jeg blevet mindet om alle de gange, jeg har haft udenlandske gæster på besøg. En del af dem har nemlig ønsket at se de områder, som i Danmark har været udråbt til at være såkaldte ghettoer. Reaktionerne har hver gang været de samme: Dét, som vi i Danmark har valgt at kategorisere som ghettoer, har intet at gøre med, hvad man i andre lande kalder for ghettoer.

 

I dag siger jeg ikke ”ghetto” om danske boligområder. Uanset, hvordan det står til med uddannelsen, beskæftigelsen, etniciteten, indkomsten eller kriminaliteten. Både, fordi jeg erkender, at brugen i sig selv har en uheldig stigmatiserende effekt på et område, som bestemt ikke gør det nemmere at vende udviklingen. Og fordi ordet er misvisende, når vi ser på, hvad man i andre lande betegner som en ghetto.

 

NÅR DER NU snart kommer udspil fra regeringen og de øvrige partier, som fx S-SF-udspillet forleden, med henblik på at komme problemerne til livs, vil mit råd derfor være: Se først på alt det, der virker! Alt det, hvor det går fremad. Alt det, hvor vi gør det bedre end andre steder i verden.

 

Se fx på uddannelse. Her har mange års målrettet indsats virket. På bare syv skoleår (fra 2008/2009 til 2015/2016) har andelen af børn i de boligområder, som står på regeringens ghetto-liste, hævet deres karakterer ved folkeskolens afgangseksamen markant. I dag får 45% af dem mindst 4 i dansk og matematik. For syv år siden var det kun 29%. Der er fortsat langt til landsgennemsnittet på 71%, men det går fremad! I samme periode er andelen af 20-årige i områderne, som er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, steget fra 51 til 65%.

 

Og hvordan er det lige med antallet af studenter? På de samme syv år er antallet af unge fra disse udsatte boligområder, som består en gymnasial uddannelse steget fra 22 til 38%. Det er næsten en fordobling. Og der er flere positive tal. 20% af de 27-28-årige i områderne har enten fuldført eller er i gang med en videregående uddannelse. Syv år tidligere drejede det sig kun om 12%.

 

Også med hensyn til at bryde den sociale arv er der i samme periode sket en markant forbedring. Tidligere var det kun hver tredje med ufaglærte forældre, som ikke selv forblev ufaglærte. I dag har halvdelen af de 25-årige i de udsatte områder med ufaglærte forældregennemført en ungdomsuddannelse.

 

På alle uddannelsesmæssige parametre går det fremad. Men der er fortsat et pænt stort stykke til, at man når niveauet for resten af samfundet. Mindre kan nok også gøre det, og det er vigtigt, at man fastholder den indsats, som på kort tid faktisk har givet kæmpe fremskridt. Det er en indsats, som er sket i boligområderne i form af blandt andet lektiecafeer. En indsats, som er skabt af kommunerne og de folkeskoler som ligger i eller i forbindelse med de udsatte boligområder. Uddannelse er nøglen til øgede muligheder og sund integration i det danske samfund.

 

Derfor er det også en rigtig god beslutning, at Folketinget har bevilget en halv milliard kr. til at løfte karaktererne i de cirka 100 skoler, som ligger i eller ved udsatte områder. Indsatsen har på den baggrund rigtig god mulighed for at give bonus og løfte uddannelsesniveauet for generationer af unge fra boligområderne.

 

Hvad angår kriminalitet, kan vi også lære af det, som virker. Den samlede ungdomskriminalitet i Danmark falder. Også i de områder, som alle taler om lige nu. Det kan ganske vist være svært at få øje på under alle overskrifterne om biljagter, skudepisoder, våbenhviler og kamp om territorier. Men bag ved gemmer sig en generation af unge med samme drømme og forhåbninger som så mange andre unge i Danmark. Den bølge skal vi forstærke gennem fortsat indsats.

 

Vi skal fortsætte den boligsociale indsats, arbejdet med de rigtige samarbejdsformer mellem boligorganisation, boligafdeling og kommune, de rigtige instrumenter til udlejning, udvikling af beboerdemokrati, huslejedannelse m.v.

 

DEN FYSISKE INDRETNING af disse byområder er også afgørende. I stedet for – som det er tilfældet mange steder i dag – at ligge som øde øer uden den store trafik ind og ud fra den omkringliggende by - skal områderne bindes sammen med den øvrige del af byen. Alt for mange af boligområderne ligger afskåret fra den resterende by med brede veje og infrastruktur som væsentlig barrierer i funktionsadskilte forstæder. Andre mennesker kommer for sjældent her. Både, fordi de ikke har ærinder i områderne, og fordi mange af områderne så at sige ”vender ryggen til byen”, så man først, når man er kommet inden for, oplever de positive kvaliteter.

 

Nedrivning kan bestemt være et nyttigt redskab. Ikke sådan, at man jævner hele by- og boligområder med jorden. Det ville være spild af samfundets ressourcer. Nedrivning kan være et del af en større infrastrukturændring, som kan være med til at åbne boligområder mod resten af samfundet. Og omvendt.

 

Den blandede by – byen uden segregering – er næppe opnåelig. Men den måde vi indretter vores byer og de enkelte bykvarterer på er helt afgørende for at komme så langt som muligt i den rigtige retning. Vi skal sikre, at byerne har boliger for alle indkomstgrupper. Tidligere boede mennesker med forskellig indkomst dør om dør. For både 40-50 år siden var vi et mere blandet samfund, end vi er i dag - både i boligområderne og bykvartererne, og i folkeskolen og gymnasiet.

 

Der er ikke meget, som – efter mere end 30 års massiv indsats – tyder på, at problemerne kan løses med et fingerknips. Det kræver både tid, ressourcer og prioritering. Det kræver samarbejde og en bystrategisk helhedsorienteret tilgang. Samt en kobling mellem det byggede miljø og en række velfærdspolitiske områder, især uddannelse og beskæftigelse.

 

DENNE INDSATS ER REALDANIA en del af. I de næste år vil vi i partnerskab med kommuner og almene boligorganisationer udvikle strategier og konkrete projekter for socialt bæredygtige bydele. Konkret arbejder vi i Gladsaxe, Høje-Taastrup og Esbjerg med metodeudviklingen gennem initiativet ”By i balance”. Målet er, at de udsatte boligområder skal udvikle sig til levende bykvarterer med gode og trygge rammer at vokse op i. I sidste ende handler det om, at alle skal have gode muligheder i livet. Uanset hvor man vokser op. Uanset indkomst, uddannelsesmæssig baggrund og etnicitet.

 

Vi har fokus på ”det lange fællestræk”. Som beskrevet er det indlysende, at udviklingen ikke kan vendes over en nat. Vi har at gøre med udfordringer, der er resultater af komplekse procesforløb, og som er opstået over lang tid.

 

Tilsvarende kræver det nytænkende og helhedsorienterede tilgange, hvis vi i fællesskab skal vende udviklingen. Derfor baserer vores indsats sig på en bystrategisk tilgang, som netop kobler forskellige typer indsatser - både fysiske, organisatoriske og sociale. Og som har fokus på mere samarbejde, hvor man udnytter ressourcerne bedre - især på tværs af boligorganisationer og kommunernes forvaltninger.

 

Vores arbejde bygger videre på erfaringerne fra de seneste 30 års indsatser i de udsatte boligområder. Vi skruer samtidig op for dét, vi kan se, der har givet størst effekt: Nemlig at se ud over matriklen og planlægge områderne i sammenhæng med den omgivende by; og at kombinere fysisk byplanlægning med sociale, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige virkemidler. Det kan eksempelvis ske ved at blande boligformer og tilføre nye funktioner, som styrker udvekslingen med byen omkring. Og det med at blande funktioner og boligformer skal som konsekvens af dette gælde i alle byens kvarterer. Det er forudsætningen for at skabe sammenhængskraft og for at skabe nogle vilkår, der minder om det samfund, jeg selv oplevede, da jeg var barn i Taastrup.

 

LARS LØKKE RASMUSSEN nævnte flere spor og indsatser i sin tale, som – når man skar den lidt voldsomme retorik fra – lød ganske rigtige i min optik og i forhold til den viden og de erfaringer, jeg har opsamlet de seneste årtier.

 

Uden sammenligning i øvrigt vil jeg mene, at mit nødråb i kronikken fra 1992 handlede om samme form for bekymring, som statsministeren gav udtryk for i nytårstalen.

 

Derfor er mit ærinde at udtrykke støtte til den indsats, som et forhåbentligt bredt flertal i Folketinget kan enes om, når nytårstalen udmøntes i politiske initiativer og konkret lovgivning. Det bør være en fælles sag på tværs af gængse politiske skel. Det bør være en samfundsmæssig opgave, som skal løses og finansieres på tværs af sektorer.

 

Samtidig vil jeg appellere, at man tydeligt anerkender og lærer af alt det, som vi faktisk har formået at gøre bedre. Husk, at det allerede går den rigtige vej. Husk, at der bor mennesker med drømme og ambitioner om det gode liv alle steder i Danmark – også i de udsatte boligområder!

{{ title }}

{{ description }}