x

Med affald skal land bygges

Blogindlæg bragt i mandagmorgen 22. august 2018

Udvikling af byggematerialer ud af affald udgør et kæmpe potentiale for den grønne omstilling. Derfor lancerer Realdania en international innovationskonkurrence for virksomheder med ideer til, hvordan affald kan genanvendes i byggeriet, skriver Jesper Nygård, direktør i Realdania.

“There is no such thing as ‘away’. When we throw anything away, it must go somewhere.”

Jeg citerer den amerikanske miljøaktivist Annie Leonard, og hendes pointe er for så vidt indlysende, for selvfølgelig forsvinder affald ikke bare. Men citatet kaster ikke desto mindre lys på noget, vi nemt glemmer i vores daglige liv: at vores forbrug har konsekvenser. Affaldet hober sig op, og der er en grænse, som vi skal passe på ikke at overskride.

Annie Leonard, der siden 2014 har været adm. direktør i amerikanske Greenpeace, er blot én af efterhånden mange, der taler for, hvor vigtigt det er, at menneskets brug af naturens ressourcer går fra at være lineært til at være cirkulært. Herhjemme er det f.eks. profiler som KR-fondens bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for Carlsberg Flemming Besenbacher og Dansk Byggeris direktør, Michael H. Nielsen, der stiller sig i spidsen for dagsordenen. Med lineært menes ’den gamle model’, hvor vi udvinder naturressourcer, forarbejder, forbruger og smider væk. I stedet skal vi tænke cirkulært, så de ressourcer, vi bruger, ikke ender som unyttigt affald, men bliver udviklet til produkter, der kan genanvendes. Helst igen og igen.

I den retning går udviklingen allerede. Men der er stadig et meget stort udviklingspotentiale, ikke mindst i byggeriet. Det er derfor, at Realdania i morgen den 24. august lancerer et helt nyt innovationsstøtte-initiativ. Vi har givet det overskriften ’Circular Construction Challenge – Rethink Waste’, og det kunne fint have ovennævnte citat fra Annie Leonard som underoverskrift.

Initiativet er en fortsættelse af Realdanias løbende indsats for at understøtte bæredygtig innovation i byggeriet. En indsats, der er gået ind i en ny og meget ambitiøs fase med etablering af innovations- og væksthubben BLOXHUB i samarbejde med Københavns Kommune og Erhvervsministeriet. Det er netop som en del af BLOXHUB, at Circular Construction Challenge bliver afviklet.

Guld og en brændende platform

Målgruppen for initiativet er innovative virksomheder – store som små – med ideer til, hvordan affald kan genanvendes til byggeriet. Det sker som en konkurrence, hvor alle, der har en god idé, inviteres til at byde ind med et projekt. På den måde skaber vi en åbning for nogle af de nye innovative aktører, som vi og branchen ikke kender på forhånd. 

Vi håber at få nogle helt nye tanker på banen. Deltagerne skal i første omgang pitche en god idé, og initiativet går så ud på at hjælpe dem til at samle det rigtige hold af samarbejdspartnere og udvikle den første prototype.

Der er mange gode grunde til at støtte dansk byggeris evne til at bruge recyclede og upcyclede materialer. Der er et enormt potentiale, både når det gælder bæredygtighed, og når det handler om økonomi. ’Genbrug er guld’, lyder Københavns Kommunes slogan for, hvor værdifuldt affald er, hvis vi er dygtige til at sortere og genanvende. Det gælder ikke mindst i byggeriet, hvor omkostningerne og værdierne er kæmpestore.

I beregninger foretaget af Ellen MacArthur Foundation vurderes det, at Danmark alene kan opnå en fortjeneste på op til 45 mia. kr. årligt, hvis man overgår fra lineær til cirkulær økonomi. På verdensplan er tallet beregnet til svimlende 13,4 billioner kr.

Men der er også en brændende platform. Set fra et globalt perspektiv skal der de kommende årtier bygges nye byer i et omfang og et tempo, verden aldrig har oplevet tidligere. Frem til 2050 skal der bygges byer til lige så mange mennesker, som allerede bor i byer i dag. Og vi har ganske enkelt ikke materialerne, hvis det skal foregå på en måde, hvor vi ikke udpiner jordens ressourcer, så der ikke er noget tilbage til de kommende generationer. 

Både potentialerne og den brændende platform er med til at understrege, hvorfor vi skal omstille til cirkulært byggeri, der netop giver os to fordele: Vi skiller os af med det affald, vi producerer enormt meget af, og får i tilgift nye råvarer til byggematerialer og -processer, som vi i den grad har brug for.

Datingservice for byggefirmaer

Realdania skyder som sagt Circular Construction Challenge i gang i morgen. Det sker med et kickoff-møde hos BLOXHUB i BLOX, hvor også erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) deltager.
Godt en måned senere – den 1. oktober – er der frist for at indsende projektideer, og efter en totrins-selektionsproces udvælges i starten af det nye år tre vinderhold, der går ind i et innovationsforløb på omkring seks måneder. Vi har afsat 1 mio. kr. til hvert af de tre vinderhold, midler, der konkret skal gå til at udvikle en fysisk prototype.

Hvad der gør Circular Construction Challenge til en særlig form for innovationsstøtte, er – ud over pengene – især det ambitiøse setup, der er lavet med sparring og rådgivning. Vi har været heldige at samle et meget stærkt internationalt dommerpanel bestående af fire danske og fem internationale profiler fra henholdsvis USA, Holland, England, Sverige og Grækenland med stor viden om innovation, bæredygtighed og byggebranchen i almindelighed. Ud over at vurdere og udvælge de tre vinderhold skal det internationale setup bidrage til, at vinderne får hjælp til at inddrage samarbejdspartnere fra hele verden. På den måde er det en slags datingservice til de deltagende virksomheder.

Det er Dansk Design Center (DDC), der står for selve afviklingen af innovationsforløbet. DDC er valgt, fordi de er eksperter i virksomhedsrådgivning, innovationsforløb og designtænkning.

Det er svært at få ideer, der aldrig er set før. Og når det kommer til at skabe nye produkter ud af affald, er der en række forhold, der komplicerer innovationen yderligere. Affald har ’historie’ og ’bagage’. Innovation med rene, jomfruelige materialer er alt andet lige mindre kompliceret, fordi de i modsætning til affaldsprodukter ikke er blandet med alt muligt.

Genanvendelse af mursten kan f.eks. kun lade sig gøre, hvis man kan adskille dem fra den mørtel, der binder dem sammen. Vinduesglas kan først genanvendes, hvis gummilister og vinduesrammer skilles fra. Byggeaffald kan også indeholde farlige og sundhedsskadelige materialer, som kræver en særlig håndtering, og som vanskeliggør genanvendelse. Og noget affald bliver værdiløst, hvis det ikke bliver håndteret med det samme.

Udfordringer er der nok af.

En byggesten til fremtiden

Men byggeriet er en klimamæssig magtfaktor og på en lang række parametre en motor for samfundsudviklingen. Derfor er byggeriet nødt til aktivt at påtage sig en stor del af opgaven og stille sig innovationsparat i spidsen, hvis den grønne omstilling skal tage fart. Det er branchen helt klar over – ikke mindst i Dansk Byggeri, hvor man kender både sit ansvar og sin besøgelsestid.

Det fik man senest syn for i et fælles debatindlæg fra før sommerferien af førnævnte direktør Michael H. Hansen og tidligere miljøminister Ida Auken (R), hvor de taler for et affaldsfrit Danmark i 2050. Deres indlæg vil jeg tillade mig at citere et par linjer fra, da det fint spejler nogle af de visioner, vi også i Realdania har for et bæredygtigt Danmark. De skriver bl.a.:

”Vi skal gentænke og genbruge! Vi skal skabe grønne alliancer mellem erhvervsledere, embedsmænd, forskere og borgere. Og vi skal gøre affaldshåndtering til en forretning. Hvis vi arbejder målrettet, kan Danmark blive epicenter for cirkulær økonomi.”

Netop, fristes jeg til at sige. Det er en ambition, Realdania gerne stiller sig bag. Og med et initiativ som Circular Construction Challenge, der har fokus på at styrke innovation i byggebranchen og på udvikling af nye ideer og samarbejder herhjemme og internationalt, håber vi at bidrage med i hvert fald én af de mange byggeklodser, som fremtidens bæredygtige samfund skal bygges på.