Kreativt byrum under Bispeengbuen ser dagens lys
Et af hovedstadens oversete områder bliver nu omdannet til et kreativt, midlertidigt byrum med masser af aktivitet for små iværksættere og byens borgere. Det markeres med et ”første spadestik” fredag d. 5. april kl. 16. Det er den socialøkonomiske virksomhed URBAN 13, som står bag projektet under Bispeengbuen ved Nordre Fasanvej, og det støttes af Frederiksberg Fonden, Realdania samt Lokale og Anlægsfonden.
Det fik en gruppe frivillige ildsjæle øje på i 2017 og derfor bød de ind på Frederiksberg og Københavns Kommuners udbud om at fylde det tomme område med ny, midlertidig aktivitet.
Nu skaber den socialøkonomiske virksomhed, URBAN 13, en kreativ containerby med masser af forskellige slags aktiviteter og mulighed for arrangementer. Containerbyen åbner for borgere og besøgende til sommer.
Containerbyen er dynamisk og kommer på sigt til at indeholde små iværksætterstader med spisesteder, små butikker, digitale start-ups, håndværkere, kunst- og kulturskabere, byudviklere og forskellige sociale projekter. Multisalen ”Garagen” bliver et omdrejningspunkt for aktivitet og for de besøgende – da den skal fungere som både indendørs og udendørs koncertsted, biograf, teater og medborgerhus.
Det er Arkitektfirmaet PLATANT, der har bistået de frivillige ildsjæle med at omsætte deres ideer i den kreative containerby.
Citater:
En af initiativtagerne fra URBAN 13, Alexander Stevns, siger om projektet: ”Ideen er at skabe et bylaboratorium for ”de små med de store ideer”. Det kan være kokke, håndværkere, designere, kulturskabere, folk der arbejder med cirkulær økonomi eller håbefulde musikere. Derudover vil vi gerne skabe tryghed i lokalområdet. Dels ved at gøre stedet til et naturligt og hyggeligt samlingspunkt, men også ved at have daglige aktiviteter for unge som gamle”.
Frederiksberg Fondens direktør, Martin Dahl, siger: “Frederiksberg har et stort og voksende lag af nye kulturskabere, som sammen med erfarne aktører inden for motion, medborgerskab og genanvendelse af ressourcer vil blive blandt elementerne i det nye mødested. Vi glæder os til inden længe at se URBAN 13 udfolde sig som porten mellem Frederiksberg og København, hvor man både lokalt og fra hele Hovedstaden kan mødes og dele oplevelser på en ny måde.”
Projektchef i foreningen Realdania, Pelle Lind Bournonville siger: ”Det er rigtig spændende, at et af byens måske mest vanskelige steder, nu bliver fyldt med aktivitet og liv for alle. Det er også meget positivt, at det er en gruppe frivillige ildsjæle, som står bag projektet. Vi kan se fra en række andre projekter, som vi tidligere har støttet, hvordan midlertidige byrum med ildsjæle ”ved roret” netop bidrager positivt til et lokalområdes liv og udvikling.”
FAKTA:
Samlet budget: 5,2 mio. kr.
Heraf bidrager følgende:
Realdania: 4 mio. kr.
Frederiksberg Fonden: 1 mio. kr.
Lokale og Anlægsfonden: 200.000 kr.
Program for spadestikket fredag den 5. april:
Adresse: Bispeengen 19, 2000 Frederiksberg16.00: Arrangementet begynder
16.10: Velkomst v. initiativtagere, URBAN 13
16.15: Tale v. Søren-Emil Stenkjær Schütt, bestyrelsesformand, AKB Lundtoftegade
16.20: Tale v. Simon Aggesen, borgmester, Frederiksberg
16.25: Forfriskninger, installation med billeder og tegninger og mulighed for netværk