Copenhagen Contemporary åbner en stor udstilling om rum- og lyskunst
I december slår Copenhagen Contemporary dørene op til udstillingen: Light & Space. En udstilling, der byder på lys, farver og store installationer i årets mørkeste måneder. Med støtte fra bl.a. Realdania undersøger Copenhagen Contemporary krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og videnskab.
De besøgende kan se frem til en helt særlig kunstoplevelse, der adskiller sig fra de klassiske maleri- eller skulpturudstillinger. Her kan man nemlig gå på opdagelse i en række storslåede værker, som er vidt forskellige i størrelse, farver og materialer. Værkerne skaber med sine lysrefleksioner og farvede rum en kropslig oplevelse.
En stor del af udstillingens værker er fra Light and Space-bevægelsen, der opstod i Los Angeles i 1960'erne. Det var en tid, hvor unge kunstnere eksperimenterede med at skabe kunst af lys og nye materialer – og light and space-bevægelsen har inspireret og formet mange kunstnere og arkitekter i årenes løb. Flere af de dengang unge kunstnere er i dag store navne på den internationale kunstscene. Det gælder bl.a. James Turrell, Bruce Nauman, Doug Wheeler, Helen Pashgian, Robert Irwin, Larry Bell og Mary Corse.
Som besøgende vil man også støde på værker af samtidskunstnere, der er inspireret af Light- and Space-bevægelsen. Det gælder bl.a. Anish Kapoor, Jeppe Hein og Olafur Eliasson, der på samme måde arbejder med lys- og installationskunst. Sidstnævnte er også kunstneren bag værket: Your Rainbow Panorama, et værk mange kender som regnbuen over Aarhus. Den filantropiske forening Realdania har støttet værket, der stod færdigt i 2011.
Olafur Eliassons værk Your Rainbow Panorama
Space & Light-udstillingen breder sig over mere end 5.000m2 i B&Ws gamle værftshaller på Refshaleøen i København, og den er dermed Copenhagen Contemporarys hidtil største udstilling. Udstillingen gør sig også bemærket udover landegrænserne, for det er nemlig første gang i Europa, at en så stor del af værkerne fra den amerikanske Light and Space-bevægelse er samlet i en udstilling.
Realdania har været med til at støtte udstillingen, der udover at imponere de mange besøgende med lys, farver og installationer også skal danne grundlag for ny viden om Light and Space-bevægelsen. Copenhagen Contemporary producerer og udgiver sideløbende med udstillingen en omfattende publikation, der bliver præsenteret på et todages-symposium, der afholdes i samarbejde med Københavns Universitet i foråret 2022. Publikationen skal bl.a. belyse, hvordan arkitekturen i anden halvdel af det 20. århundrede har været inspireret af Light and Space-bevægelsen.
Desuden vil der i relation til udstillingen være en række samtaler og foredrag om arkitekturens og kunstens arbejde med lys, farve og rum på Det Kongelige Akademi for Arkitektur, Design og Konservering.