Fællesskabet i hverdagen skal vælges til

Af Pernille Isaksen

Artikel bragt i Realdania Årsmagasin 2022

“Vi har valgt nogle lidt mindre træarter til området her. Og udskiftet blåregn med klematis, da blåregn har en tendens til at ødelægge det træværk, den vokser opad.”

Erling Mathiesen peger på en stor plantegning, der hænger på væggen i fælleshuset. Her ses de 33 små huse og fællesarealer, der tilsammen udgør seniorbofællesskabet Balancen i Ry, hvor Erling flyttede ind i sommeren 2021 sammen med sin hustru

Ved siden af plantegningen har Erling hængt fotos af alle de planter og blomster, som landskabsarkitekten oprindeligt havde planlagt for udendørsarealerne.

“Det hele skulle have været plantet, inden vi flyttede ind. Men undervejs fik vi den idé, at vi selv ville stå for det. Så kunne vi få indflydelse på, hvad der skulle plantes – og hvor,” siger han.

Den idé gik PensionDanmark, der har opført seniorbofællesskabet med støtte fra Realdania, med på.

“Det har været en rigtig god måde at lære hinan­den at kende på. At være fælles om en stor opgave.

Folk har kunnet byde ind med alternative forslag til planter og være med i dag, hvor vi planter ud,” forklarer Erling.

Han bliver afbrudt af en anden beboer, der gerne lige vil have hans besyv med om en skråning op langs et af husene, som nu skal plantes til. Så vi må af sted.
“I skal plante cirka otte af de små potter dér pr. kvadratmeter,” siger Erling, der finder sin tommestok frem og måler området op.

“Ja, det passer helt fint med det, I allerede har sat. Bare lige to mere i dér – så passer det.” 

Beplantningen af fællesområderne i Balancen blev også gjort til et fællesskabsprojekt, der både gav beboerne indflydelse på omgivelserne og en mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Foto: Claus Bjørn Larsen

Alt er frivilligt

Overalt mellem de små sorte træhuse, der udgør boligerne i seniorbofællesskabet Balancen, går beboere rundt med skovle, urtepotter og jord under neglene.
En af dem er Hanne Thorhauge. Sammen med Erling har hun været en del af Grøn Gruppe, der har haft ansvar for at planlægge, købe planter og i det hele taget gøre klar til plantedagen.

“Inden fællesskabet var bygget færdigt, og vi kunne flytte ind, var vi delt op i forskellige grupper. Nogle var, som jeg, i Grøn Gruppe, andre stod for indretning af fælleshuset, og andre igen skulle arbejde med at skabe traditioner i Balancen. På den måde har vi i fællesskab og i grupperne kunnet forberede indflytningen og finde ud af, hvad vi ville og ikke ville med stedet. Det blev selvfølgelig vanskeliggjort af, at vi ikke kunne mødes fysisk på grund af corona. Så meget af det er egentlig først blevet løbet i gang, efter at vi er flyttet herud,” siger Hanne.

Hver anden søndag samles de cirka 45 beboere til et fællesmøde over egen medbragt mad. Her diskuteres de små praktiske ting – f.eks. reglerne for brug af fællesarealer, hvor beboernes hunde må være og ønsker til indkøb til fællesfaciliteter. Derudover danner fælleshuset rammen om en nystartet litteraturgruppe samt en lille strikkeklub. Og ikke mindst fællesspisninger.

“Faktisk var der lidt skepsis i starten omkring konceptet fællesspisning. Flere påpegede, at vi jo ikke er et kollektiv. Og det er vi heller ikke! Alt her er fuldstændig frivilligt. Det er vigtigt. Vi har hverken møde­ eller afbudspligt. Du kommer, hvis du har lyst. Det er heller ikke et krav, at man skal bidrage til madlavningen,” siger Hanne og forklarer, at de samme regler gælder i orangeriet og med de bærbuske, der netop er ved at blive plantet. Du må gerne plukke, selv om du ikke er med til at passe.

“For det er ikke alle, der har overskud til eller mulighed for at være med til at passe det. Og det er helt i orden. Vi yder efter evne.”

Fællesskab opstår ikke bare

Hanne og hendes mand, Steen, har i flere år vidst, at de på et tidspunkt skulle flytte i et seniorbofællesskab. At muligheden for at flytte ind i Balancen dukkede op en del år før planlagt – og før pensionsalderen – gør dem ikke noget. Tværtimod.

“Mine forældre er blevet rigtig gamle, og jeg bruger rigtig mange ressourcer der. Men vores børn bor ikke lige om hjørnet, så de kommer ikke og kører os til lægen eller hjælper med småindkøb. Så hvis vi skulle nå at skabe et fællesskab, inden vi har brug for, at nogen kigger lidt efter os, var det ved at være nu,” siger Hanne.

Hun erkender blankt, at fællesskab er noget, både hun og ægtemanden skal øve sig på. At der er aftener, hvor de sidder på deres egen terrasse med et glas vin og kommer i tanker om, at de måske burde sidde i fælleshuset i stedet.
“Det er jo ligesom det, der er ideen.

Hverdagsfællesskabet – det, der ligger ud over de planlagte ting – kommer ikke af sig selv. Det er noget, vi alle sammen skal være bevidste om og bidrage til. Det er måske noget af det, der har overrasket mig mest. At det ikke bare opstår, når vi nu har de fysiske faciliteter og lyst til det. Der skal faktisk benarbejde til.”

Balancen i Ry består af 33 boliger og derudover bl.a. et fælleshus, værksted, orangeri og atelier. Fællesskabets motto er, at man yder efter evne. Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Stadig hvedebrødsdage

Mens naboerne får jord under neglene, har Kirsten Halskov Madsen påtaget sig opgaven med at gøre frokost klar i fælleshuset. På komfuret står en stor gryde med æg, og Kirsten skyller tomater fra det fælles orangeri.

Hun og hendes mand havde netop solgt et stort hus i området og var på udkig efter et mindre rækkehus. Men så tippede en veninde hende om seniorbofællesskabet i udkanten af byen.

“I starten tænkte jeg: Vi bor jo bare til leje, og viser det sig ikke at være noget for os alligevel, så flytter vi bare. Men det kan jeg love dig for ikke kommer til at ske. Jeg er begyndt at banke søm i væggen, og i går satte vi et stort tungt spejl op i vores entre, som krævede nogle store skruer med rawlplugs. Så sagde jeg til min mand: Du kan godt bore til, for her skal vi bo,” siger Kirsten og fortsætter:

“Jeg er meget positivt overrasket over de andre beboere. Hvis man hele tiden omgås folk, der ligner en selv, så bliver man jo ikke udfordret. Selv om vi er mangfoldige her, så ligner vi også hinanden, fordi vi er det samme sted i livet. Og det gør det fantastisk at bo her.”

Kirsten kigger smilende rundt på de andre kvinder, der i mellemtiden har indfundet sig i køkkenet og nu er i fuld gang med at pille æg og anrette ost til frokosten:

“Der var nogen, der talte om hvedebrødsdage i starten. At det ville blive hverdag. Jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke kommet over dem endnu.”