Sådan træffer du et mere bæredygtigt materialevalg, når du skal bygge om eller bygge nyt
Det er ofte en meget klimabelastende aktivitet, når vi bygger om eller bygger nyt i vores boliger. Men det behøver det ikke at være, hvis man vælger mere bæredygtige byggematerialer. Derfor har Videncentret Bolius sammen med Realdania samlet en række råd og viden, som kan hjælpe dig på vej. Det handler blandt andet om materialer med lang levetid og om at have et ekstra øje på miljømærkninger.
Det er et faktum, at byggematerialer er en belastning for klimaet. Når de bliver produceret, belaster det klimaet og udleder CO₂. Faktisk anslås det, at byggematerialer står for omkring 10-15 procent af den årlige udledning af drivhusgasser.
Derfor er der et stort klimamæssigt potentiale, hvis vi bliver bedre til at tage de mere bæredygtige byggematerialer ned fra hylderne i byggemarkedet.
Vi mangler viden
Men det er nemmere sagt end gjort. De fleste danskere ved simpelthen ikke, hvad bæredygtige byggematerialer er, og andre har – når de står i byggemarkedet og skal købe ind til et projekt – slet ikke tænkt tanken, at de kan vælge materialer, som er mere bæredygtige end andre. Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget for Realdania og Videncentret Bolius.
Undersøgelse: Viden om danskernes syn på bæredygtige byggematerialerDerfor lancerer de to nu kampagnen Bæredygtige Byggematerialer. Den skal oplyse især boligejere om deres muligheder for at træffe mere bæredygtige valg, når de for eksempel skal have skiftet taget, renoveret køkkenet eller lavet en terrasse i sommerhuset.
Kampagnen er en del af en større indsats under navnet Bo Bæredygtigt. Målet er at gøre alle i Danmark klogere på, hvordan man bor mere bæredygtigt og træffer bæredygtige valg i hverdagen omkring ens bolig.
Gå efter materialer med en lang levetid
Hvis du gerne vil skrue op for bæredygtigheden, så er det altid en god idé at undersøge, om du kan forlænge levetiden på det, som du allerede har. Kan vi løbende reparere og renovere i stedet for at smide ud og bygge nyt, så er det en sikker vej til at sænke vores personlige klimaaftryk.
Er du derimod i en situation, hvor du skal bygge nyt, så kan du overveje, om det er muligt at få fat på genbrugte materialer. Det kan f.eks. være mursten, der er blevet pillet ned eller en køkkenbordplade, der kan skæres til og få nyt liv.
”Levetid” kan du også bruge som et godt pejlemærke, hvis du tager i byggemarkedet. Her giver det mening at vælge materialer af god kvalitet, der kan holde længst muligt. På den måde undgår du at skulle købe nyt igen om få år. Materialer af god kvalitet er normalt det mest bæredygtige valg for både klimaet og pengepungen, når man skal bygge helt nyt.
Besøg Bolius tema: Bæredygtige byggematerialer
Hvilke materialer er mest bæredygtige?
Ser man isoleret på materialerne, så er træ og andre biobaserede byggematerialer miljømæssigt bedre end for eksempel beton, stål og tegl, hvor der bliver udledt større mængder af CO₂ og andre drivhusgasser under selve produktionen. Biobaserede materialer kommer fra naturlige ressourcer, der optager CO₂ fra atmosfæren, mens de vokser. Udover træ er det blandt andet hør, halm og ålegræs.
Men selvom der er materialer, der på papiret er mere bæredygtige end andre, bør man altid vælge materialer ud fra, hvad de skal bruges til. Skal man f.eks. bruge materialer til et fundament, så kan beton alligevel være et bedre valg end træ, da træ bliver nedbrudt, hvis det er i direkte kontakt med jord. Derfor skal man altid afveje det i forhold til den funktion, som materialet skal have.
Vil du være sikker på, at du træffer et godt materialevalg, så kan det være smart at rådføre sig med en håndværker eller fagfolk i byggemarkedet.
Hold øje med mærkerne
Som vi efterhånden kender det fra supermarkedet, er der også lavet en række mærker til byggebranchen. Her kan man blandt andet orientere sig efter:
- FSC-mærket – hvis man f.eks. skal købe træ og papir
- Svanemærket – hvis man f.eks. skal købe maling eller vinduer
- EU Ecolabel – hvis man f.eks. skal købe gulve eller vægge