x

De psykisk udfordrede unge er eksperter på deres egne boligbehov

Nyhed 3. november 2023

’Nej tak’ til nistrede fliser, ovenlysvinduer og hvide vægge. De anbragte unge på Behandlingsstedet Egedal kæmper med alvorlige psykiske udfordringer – og netop derfor er de også eksperter i, hvordan de tre små boliger og fælleshuset, som behandlingsstedet opfører, skal udformes og indrettes for at give de bedste rammer for ro i en svær tid.

Behandlingsstedet Egedal ved Vallekilde i Odsherred er et behandlingssted for anbragte unge med alvorlige psykiske udfordringer. Netop nu lægges sidste hånd på tre tiny-house-inspirerede boliger og et fælleshus, hvis formål er at skabe tryggere rammer og rolige omgivelser for de unge, mens de indgår i behandling på Egedal.  

Projektet har fået titlen ’At bo i Ro’, fordi de unge i den grad har brug for ro til at komme sig, fortæller leder af Egedal Sidse Ravn. For de unge på Egedal er det både svært at være alene og sammen med andre, så et gennemgående tema i designfasen af de tre små huse har derfor været balancen mellem at være skærmet, men med mulighed for at lukke livet ind og finde glæden ved livet og fællesskaber igen. 
 
”Forskning viser, at små fællesskaber, med overskuelige og rolige rammer, kan berolige et nervesystem på overarbejde. Det giver dermed bedre mulighed for at vælge fællesskabet til og indgå i det vigtige behandlingsarbejde,” siger Sidse Ravn og tilføjer: 

”Det er vigtigt at inddrage de unge, da det er dem, det handler om. De unge har mange erfaringer med sig, og derfor er det oplagt at bruge dem som eksperter – og det har de været i processen med at udvikle boligerne,” siger Sidse Ravn. 

Mindst mulig ’hospitalstemning’ 

De unge på Egedal er med Sidse Ravns ord forpinte, når de bliver anbragt på behandlingshjemmet. Og de bærer en stor erfaring med den kliniske verden på hospitalernes hvide gange med sig. Derfor har det altoverskyggende ønske fra de unge været, at de tre tiny-houses og fælleshuset skulle være alt andet end hvidt og klinisk. Et ønske, deres behandling har gjort dem stærkere til at sætte ord på. 

”De unge har f.eks. ønsket organiske materialer og afgrænsede rum. F.eks. foreslog arkitekterne ovenlysvinduer, hvilket jeg personligt syntes var en fantastisk ide. Men for en ung med paranoia er det cirka det værst tænkelige, for hvem kan mon ligge på taget og kigge ned på en? Det samme med mønstrede eller nistrede fliser i badeværelset, hvilket jo lyder smukt og praktisk. Men for en, der kæmper med OCD, vil de mange variationer i fliserne sætte en uendelig tællen i gang, for det er sådan, man skaber orden i kaos, når man kæmper med OCD,” siger Sidse Ravn. 

De unge på Egedal har også været med til at vælge lyse træmaterialer og vægmaterialet CLT, der både er organisk og skaber et godt indeklima.  

Privatliv og overvågning 

I de tre tiny-houses sover de unge i en alkove, som kan have en skærmende virkning. Hvis den unge hellere vil kunne overskue huset og ikke være skærmet, er der også en day bed i husets store rum. Day bed’en både kan bruges som seng til den unge, til en behandler eller som sofa i dagtimerne. 

”Men samtidig har de unge også brug for privatliv, uanset at de er overvågede, så derfor kan rummene deles op med et stort gardin, der også gør det lettere at sove, selvom der sidder en kontaktperson i stuen,” forklarer Sidse Ravn og tilføjer, at der er ved at blive installeret døgnrytme-belysning, der kan tilpasses den unges sovemønstre og samtidig justeres, så den unge langsomt kan vænne sig til at sove om natten. 

Sidse Ravn glæder sig til, at de første beboere kan flytte ind i de tre tiny-houses den 1. februar 2024. 

”Vores beboere er typisk 16-17 år, og mange udtrykker drømmen om at have deres eget lille sted, hvor de kan vågne stille og roligt og komme til sig selv og starten dagen roligt. Det kender vi andre jo også.” 

Projektet ’At bo i Ro’ er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og den filantropiske forening Realdania.