Medlemsarrangement: De smukke øer med den barske fortid
Christiansø og Frederiksø kan umiddelbart se ud som et sted, hvor tiden har stået stille i hundreder af år. Sådan er det heldigvis ikke, for øerne i Østersøen har de en barsk forhistorie. Realdania har været på medlemstur og hørt om tiden som fæstning og fiskersamfund
Af Steen Breiner. Foto: Martin Thaulow
Idyllen er så tyk, at den næsten kan skæres i skiver, da passagerfærgen ’Ertholm’ glider ind i havnen på Christiansø. De lange gule kasernebygninger fra fæstningstiden ligger som massive minder om fortiden, og solen oplyser den blå himmel. Selv vinden har vist sig fra sin venlige side i den lille time, det har taget at sejle hertil fra Bornholm.
Ombord på færgen er 80 Realdania-medlemmer, der i løbet af de tre timer, færgen ligger til kaj, skal høre om – og se – Ertholmene, den lille øgruppe langt ude i Østersøen, hvoraf Christiansø og Frederiksø er de eneste beboede. Omkring 90 personer bor her fast, og hvert år kommer der i omegnen af 45.000 turister. Her er både restaurant, kaffebarer og butikker indrettet i de historiske bygninger.
Ertholmene er i dag en turistdestination, men tidligere har øgruppen haft to primære funktioner; først fæstningsanlæg og derefter fiskersamfund. Vi starter derfor i Store Tårn på Christiansø, der blev opført sammen med resten af fæstningen i 1600-tallet. I dag er det – med støtte fra Realdania – blevet restaureret og overdækket med et glastag. Nu fungerer tårnet som et sted for kunstinstallationer og kulturelle arrangementer.
Barske forhold
Helt oppe i Store Tårns rundgang fortæller naturvejleder og guide Hans Ole Matthiesen om det barske liv, de første soldater havde i sommeren 1684, da de kom hertil for at omdanne de dengang ubeboede øer til en befæstning.
”Det kræver hårdt arbejde. 288 mand kommer herud, men da sommeren er gået, er halvdelen døde.”
Efter de mange dødsfald måtte kongen træde til med hjælp. Men de eneste, der kunne undværes i København, var straffefanger. Også de havde svært ved at overleve det hårde arbejde og de barske omgivelser.
”Men så sker der noget,” fortæller Hans Ole Matthiesen. ”Der bliver vedtaget en lov, hvor man kan få sendt sine børn, ægtefælle eller andre slægtninge til Ertholmene, bare man angiver en god grund til kongen – og betaler for det. Den mest uheldige er en 28-årig mand, hvis far tilrettelægger arven således, at der hvert år stadig betales. Sønnen ender med at dø herude som 84-årig,” fortæller Hans Ole Matthiesen, mens medlemmerne lytter med lige dele vantro og fascination.
Først da det 1788 tillades, at koner og børn kan komme, opstår der så småt et almindeligt samfund, der når op på over 800 indbyggere. Som for alvor bliver sat på prøve i 1808, hvor englænderne angriber.
”Der bliver holdt stand, ikke mindst fra Store Tårn, og englænderne må opgive. Derefter mister Ertholmene langsomt sin betydning for militæret, og i 1855 nedlægges stedet som fæstning,” fortæller Hans Ole Matthiesen.
Et fiskersamfund vokser frem
Med nedlæggelsen forlader mange øerne i Østersøen. Men nogle bliver og andre kommer til. Det er fiskere, og øerne udvikler sig til et fiskersamfund. Det fortæller Christina Vorre, historiker og forfatter til bogen ’De sidste øboere’, der bl.a. beskæftiger sig med øerne i Østersøen.
”I 1960’erne og 70’erne er fiskeriet en ret stor indtægtskilde herude, og her er liv og aktivitet. Der er fiskerbåde og mennesker overalt. Det var ikke kun fiskerne, som sejlede ud, det var også konerne, der sad hjemme i køkkenet og ordnede kroge. Og når børnene havde fri fra skole, var de med nede på havnen og ordne net,” siger Christina Vorre, der har taget Realdanias medlemmer med over gangbroen til Frederiksø, og til Lille Tårn, der rummer en udstilling om fiskeriets historie.
Efterhånden forsvandt fiskene og med dem også fiskerbådene og familierne. Nogle få holdt stædigt fast, men til sidst var der kun den lokale øbo Henrik Frithiof tilbage.
”Fiskeriet havde fået en ny fjende, nemlig gråsælerne. I 2008 talte man 8, men bestanden voksede hurtigt, og seks år senere var der over 400. De gik i garnene og åd fiskene, så der kun var hovederne tilbage, og Henrik, der var opvokset herude, måtte flytte til Bornholm og fiske derfra,” fortæller Christina Vorre og tilføjer, at Henrik Frithiofs historie desværre endte ulykkeligt. På en skæbnesvanger majdag i 2021 gik han ned med sin kutter.
Kærester på Månen
Ertholmene ejes af staten og drives af forsvarsministeriet. Man skal have et arbejde på øerne for at kunne leje en af boligerne, og hvor familier tidligere boede her i generationer, er det nu mest for nogle år, folk kommer hertil. For at bevare sammenholdet er der mange traditioner, som holdes i hævd.
”En af de store begivenheder er den årlige koncert med orkestret TV-2 i fælleshuset ’Månen’ på Frederiksø. Faktisk handler deres sang ’De første kærester på Månen’ om netop forsamlingshuset,” fortæller Christina Vorre.
Inden færgen sejler retur, er der tid til at Realdania-medlemmerne kan kigge lidt rundt på øerne på egen hånd. To af dem, Anne Johannsen og Lars Schjerning Jessen, er betagede af stedet.
”Det er virkelig et spændende sted med en barsk historie. Det er svært at forestille sig, hvordan det har været dengang. Nu er det jo bare et smukt sted, hvor man virkelig kan føle sig som øboer og se hele vejen rundt,” siger Anne Johannsen.
Det er tid til igen forlade øerne. Fra kajen og et par haver på Frederiksø vinkes der til farvel. Nu kan freden og roen igen sænke sig over de idylliske klippeøer med den barske fortid.
