Fra mursten til genbrug: Hvordan arbejder kommunerne med cirkulær omstilling?
De danske kommuner kan spille en nøglerolle, hvis byggeriet i Danmark skal omstilles til en mere bæredygtig og cirkulær økonomi. Og kommunerne kan ikke blot påvirke egne byggeprojekter, men også bidrage til at skabe de rammer, der fremmer cirkularitet på tværs af hele værdikæden i byggeriet. En ny rapport kortlægger, hvor langt kommunerne er i dag med initiativer som genanvendelse af byggematerialer og selektiv nedrivning.
Den nye rapport, 'Kortlægning af kommunernes indsats og strategier for den cirkulære omstilling af byggeriet', viser, at selvom mange kommuner allerede har gjort fremskridt, er der stadig et stort, uudnyttet potentiale. Samtidig peger undersøgelsen på en række barrierer, der gør arbejdet udfordrende. Rapporten, som er udarbejdet af Transition for den filantropiske forening Realdania, bygger på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 47 kommuner og uddybende interviews med seks udvalgte kommuner.
”Som en af landets største bygherrer har de danske kommuner en unik mulighed for at spille en nøglerolle i at sætte dagsordenen for fremtidens byggeri. De kan arbejde med at få flere cirkulære løsninger og materialer ind i egne byggeprojekter og skabe de rammer, der fremmer cirkularitet på tværs af hele værdikæden i byggeriet. Men undersøgelsen viser også meget tydeligt, at det er en svær opgave for mange kommuner. De efterlyser ofte viden og kompetencer”, siger Line Nørmark, partner og chef for bæredygtighed i byggeriet, i Transition.
Hvad motiverer kommunerne?
Undersøgelsen afslører, at mange kommuner mangler viden på en række områder inden for cirkulært byggeri. Det gælder alt fra selektiv nedrivning til forståelsen af genbrugsmaterialers egenskaber og bygbarhed – samt de mange juridiske processer, der knytter sig til arbejdet. Flere kommuner erkender, at deres kendskab er begrænset til genbrug af mursten, mens andre materialefraktioner ofte forbliver uudnyttede. Dette skyldes, at den generelle ekspertise på området stadig er lav, og genbrug af byggematerialer er derfor ofte mere en ambition end en realitet.Mange af de råmaterialer, der traditionelt bruges i byggeriet, er ikke fornybare, og deres reserver bliver hurtigt mindre. Det gør cirkulær økonomi til en nødvendighed. Her handler det om at designe bygninger og byggeprocesser, der både reducerer ressourceforbruget og muliggør genbrug og genanvendelse af materialer. Det kræver dog, at byggematerialer kan adskilles og genbruges, når bygningerne når slutningen af deres levetid – og det kræver nytænkning i hele byggebranchen. Undersøgelsen viser imidlertid, at motivationen for at arbejde med cirkularitet er stærk blandt kommunerne.
Hele 72 procent af kommunerne angiver ønsket om at gøre byggebranchen grønnere som deres vigtigste drivkraft. Samtidig ser 60 procent videnopbygning som en afgørende opgave i arbejdet med cirkularitet, mens 53 procent motiveres af målsætninger i deres egne klimahandlingsplaner. Halvdelen af kommunerne ser desuden cirkulært byggeri som en mulighed for at skabe fremskridt og fungere som forbilleder for resten af branchen.
Villige til at eksperimentere
Selvom mange kommuner er motiverede til at arbejde med cirkularitet, møder de betydelige barrierer. For nogle er det manglende viden og erfaring, der spænder ben, mens andre peger på økonomiske og regulatoriske udfordringer.Rapporten viser dog, at de kommuner, der har gjort størst fremskridt inden for cirkulært byggeri, typisk er dem, der har været mest villige til at eksperimentere og samarbejde bredt med aktører i byggebranchen.
Nogle kommuner har allerede opnået konkrete erfaringer, især med genbrug af mursten, som har vist sig at være en populær løsning – særligt i renoveringer af skoler og børnehaver. 23 pct. af de adspurgte kommuner har desuden arbejdet med "Design for Adskillelse," en strategi, der gør det lettere at genbruge materialer ved at designe bygninger, så de kan skilles ad uden materialespild.
Næste skridt for kommunerne
Rapporten peger på flere initiativer, der kan hjælpe kommunerne med at tage de næste skridt i retning af cirkulært byggeri. Et af de vigtigste tiltag er at opbygge de nødvendige kompetencer på det operationelle niveau. Kommunerne efterspørger især standardiserede dokumenter, arbejdsbeskrivelser og værktøjer, der kan støtte dem i det daglige arbejde og samtidig styrke deres evne til at kommunikere resultaterne opad til de kommunalpolitiske beslutningstagere. Her er det ofte nødvendigt at kunne præsentere konkrete data, som f.eks. reduktion af CO2-udledning og de tilhørende omkostningsbesparelser, for at understøtte de cirkulære tiltag.