x

Få støtte til at vise det særlige i dit lokalsamfund frem

Pressemeddelelse 10. oktober 2024

Den 10. oktober bliver der igen åbnet for puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’. Her kan man få støtte til et arrangement med fokus på fællesskaber og særlige steder.

Puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’ åbner for femte gang for ansøgninger. Det sker i perioden fra den 10. oktober 2024 og frem til den 19. februar 2025. 

I ansøgningsperioden har alle former for foreninger, lokale grupperinger og frivillige organisationer mulighed for at søge støtte til lokale arrangementer, der sætter fokus på vores fælles kulturarv og særlige steder i hele landet.

By og Land Danmark, der står bag Samlingskraft, opfordrer derfor alle med et engagement i deres lokalområde, til at tage del i Samlingskraft og søge op til 25.000 kr. til at sætte emner som bæredygtige materialer, bevaring og fællesskab på dagsordenen. Med kommunalvalget i 2025 kan et arrangement give mulighed for at skabe debat om de steder, der betyder noget for vores lokalsamfund, og for at bidrage til den politiske dagsorden. 

Samlingskraft er finansieret af den filantropiske forening Realdania.

Over 120 fantastiske arrangementer i hele landet

Siden Samlingskraft-projektets start er der blevet afholdt over 120 inspirerende og engagerede arrangementer rundt omkring i Danmark. 

Arrangementerne har alle på forskellig vis sat fokus på at bevare vores alles værdifulde kulturarv og givet lokalsamfund mulighed for at dele viden, skabe debat og bygge fællesskaber omkring de steder, vi holder af. Fra debatter om byudvikling og bevaringsværdige bygninger til vandreture i historiske kulturlandskaber, har Samlingskraft gjort det muligt at løfte den lokale opmærksomhed på væsentlige emner og steder.

Samlingskraft er en unik mulighed for at sætte fokus på de steder, der betyder noget for ens lokalsamfund. Uanset om det handler om at bevare historiske bygninger, beskytte kulturlandskaber eller skabe debat om byudvikling.

Se hvordan tidligere ansøgere har gjort og find inspiration til jeres arrangement her

Mulighed for sparring

By og Land Danmark opfordrer i øvrigt til at sende ansøgningen i god tid. Selv om ansøgningsfristen er den 19. februar 2025, er det vigtigt at få sat gang i processen så hurtigt som muligt. Det er med til at sikre, at man kan få den sparring og vejledning, By og Land Danmark tilbyder, så arrangementet får de bedste chancer for at blive en realitet. 

Se tjeklisten inden I laver jeres ansøgning her

Se hvilke krav, I skal opfylde her

Samlingskraft er et projekt, der bliver drevet af foreningen By og Land Danmark. Projektet er finansieret af Realdania.

Ansøgningsperiode: 10. oktober 2024 – 19. februar 2025