Ribes gamle bispegård, Tårnborg:
- Bygningsarv fra øverste hylde
”Et af landets bedst bevarede renæssancehuse fra 1500-tallet og en af meget få byejendomme, som er tilbage fra denne periode i Danmark. Det er bygningsarv fra øverste hylde”. Sådan lyder det fra Realdania By & Bygs arkitekt Frants Frandsen, når han fortæller om den gamle bispegård, Tårnborg, midt i Ribe. I 2008 købte Realdania By & Byg bispegården for at bevare de store arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.
Kun få steder i landet findes en så velbevaret middelalderby som i Ribe. I de brostensbelagte gader og blandt de gamle bindingsværkshuse ligger historiske bygninger side om side med mindetavler, som vidner om skiftende tider og berømte personer i byens tusindårige historie, og overalt i byen findes historiske detaljer, som i de fleste andre byer for længst er forsvundet.
Ét af husene er den gamle bispegård, Tårnborg. Klemt inde mellem huse, der er blevet bygget tæt omkring – nogle 450 år, nogle 200 år, nogle kun 100 år gamle – ligger bispegården som en yderst velbevaret alderspræsident. Tårnborg er et af landets bedst bevarede renæssancehuse, opført i 1570-80 og en af meget få byejendomme, som er tilbage fra den periode i Danmark. I 2008 blev bygningen købt af Realdania By & Byg og nænsomt restaureret.
Vil du med indenfor?
Onsdag d. 29. januar kan du komme med Realdania By & Byg Klubben til Danmarks ældste by, Ribe, når vi besøger det smukke hus Tårnborg, et enestående velbevaret renæssancehus fra 1570 og nabo til Ribe domkirke. Arkitekt og projektchef i Realdania By & Byg Frants Frandsen viser rundt og fortæller om bygningens historie og arkitektur.
– Da vi i sin tid købte Tårnborg, var det for at sikre, at de store arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som den smukke renæssancebygning repræsenterer, bliver bevaret. Med vores køb blev der skabt ro om bygningens fremtid og den historie, som bispegården rummer, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektchef Frants Frandsen.
Bevarede bjælker fra 1509
I dag er den historiske bygning, der er opført i røde munkesten, med blyindfattede, småsprossede vinduer, et sekskantet trappetårn og nedløbsrør med dragehoveder et velkendt bygningsværk for beboere og besøgende i denne, landets ældste by. For restaureringsarkitekt Frants Frandsen er bygningen et bygningsværk, hvor datidens renæssancestil er overordentlig velkomponeret og velbevaret.
– Huset indeholder enkelte træbjælker, der med sikkerhed kan dateres tilbage til 1509. Men allerede i 1440, i bogen " Ribe Oldemoder", nævnes Tårnborg faktisk første gang – på dette tidspunkt som kirkens ejendom. Efter reformationen skiftede huset ejer og kom i en adelsfamilies eje, forklarer Frants Frandsen.
– Bygningens fremtoning og især den fine symmetri på den sydlige facade er arkitektonisk meget konsekvent. Med den karakteristiske buefrise mellem etagerne har Tårnborg stor lighed med sin samtids og eftertidens herregårde fra renæssancen.
At det sekskantede trappetårn, kvistene og gavlene med kamtakker og de mange vinduer med bueslag er så velbevarede, skyldes en omfattende restaurering, der blev foretaget omkring 1900-tallet, hvor det oprindelige skifertag samtidig blev udskiftet til teglsten, og de kamtakkede gavle blev føjet til bygningen. I 2003-2004 blev der gennemført endnu en restaurering.
Brorsons bispesæde
Da Realdania By & Byg for knap 17 år side købte Tårnborg, dannede bispegården ramme om et såkaldt Brorsoncenter, og det gør den stadig. Brorsoncenteret drives af præsteparret Bente og Torben Bramming, som gennem foredrag, udgivelser, seminarer og andre aktiviteter arbejder for at udbrede kendskabet til den danske salmedigter Brorson og Ribes historie. I denne historiefortælling spiller den gamle bispegård en central rolle.
For 270 år siden var det nemlig Danmarks store salmedigter, biskop H. A. Brorson, som residerede i bispegården, og arven efter ham lever i bedste velgående.
På bispegårdens gavl ud mod Puggaardsgade fortæller et skilt, at Brorson boede her de sidste år af sit liv. "Salmedigteren Hans Adolph Brorson, Biskop over Ribe Stift 1741 - 1764 boede her de sidste 20 Aar af sit Liv", står der på skiltet. Inde i bispegårdens kaffestue står stadig Brorsons gamle præstestol, og fra Ribe Domkirkes klokkespil lyder hver dag tonerne fra salmen "Den yndigste rose er funden", som Brorson skrev i 1732.
Gennem sin mere end 600 år gamle historie har Tårnborg været ramme om mange liv. Frem til 1868 var Tårnborg residens for en lang række bisper, heriblandt Brorson, som boede her i bispegården fra 1741 til 1764. Efter 1868 rummede gården mange forskellige funktioner bl.a. posthus, skoleforvaltning og stiftsamt, indtil den i 2001 blev solgt til Taarnborgfondet og i 2008 solgt til Realdania By & Byg.