Et hjem på vejen hjem
I en villa midt i Brabrands natur mødes hærdebrede, tatoverede mænd til yoga, fællesspisning og maleundervisning. De har det til fælles, at de har været udsendt som soldater. På Veteranhjem Midtjylland finder de ro, forståelse og et unikt fællesskab. Vi tog på besøg en sommerdag i 2024.
Af Mikkel Sander Rydzy
Hver morgen mellem kl. 6 og 7 begynder lydene. Inde fra pejsestuen i det store, hvide hus på Edwin Rahrs Vej i Brabrand kan man høre jubeludbrud, mumlende drillerier og lyden af kort, der bliver blandet. Det faste morgenritual – kortspillet Skip-Bo Masters – er i gang.
Inde fra pejsestuen er der en af de smukkeste udsigter i Brabrand. På den over 30.000 kvadratmeter store, kuperede grund går der råvildt rundt i det dugvåde græs. Morgensolen lyser ned gennem Langdalen og hele vejen op til det bakkede landskab ved Viby og Stavtrup, som kan anes i horisonten.
Men så længe der spilles kort, er det her, beboerne har deres fokus. Så må udsigten vente. For når man vågner tidligt om morgenen med uro i kroppen og svære tanker, som buldrer derudad, er spillet en god afledning. En bekræftelse af det fællesskab, som de her kan læne sig ind i.
Huset er et af de karakteristiske Friis & Moltkehuse, som man finder mange af i Brabrand. Husene, der er i rå materialer og med store flader nøje indpasset i det bakkede landskab, er blevet en slags kendetegn for den aarhusianske bydel.
I 2015 overtog fonden Danske Veteranhjem stedet og åbnede Veteranhjem Midtjylland, som i 2020-21 gennemgik en større modernisering med støtte fra bl.a. Realdania. Swimmingpoolen i husets underetage blev nedlagt, og i stedet blev der indrettet fire værelser, hvor veteraner – soldater, der har været udsendt – kan flytte ind i en kortere eller længere periode, når de har brug for det.
Fra familieliv til gaden
En af de veteraner, der bor her, da Realdania kommer på besøg i sommeren 2024, er Allan. Han var udsendt som soldat i 1999. I mange af årene efter sin udsendelse har han levet et liv som de fleste andre. Med fast job, kone og børn.
Men i perioder havde Allan et misbrug – eller selvmedicinering, som flere på veteranhjemmet foretrækker at kalde det – af især alkohol. Og da han og hans kone gik fra hinanden, eskalerede det. Til sidst hang misbruget ham så langt ud af halsen, at han var nødt til at gøre noget drastisk for at komme ud af det.
”Jeg tænkte ’fuck det her’, sagde mit murerjob op, forlod min lejlighed og gik på gaden, hvor jeg isolerede mig,” fortæller Allan.
Efter et stykke tid på gaden flyttede Allan ind på et omsorgshjem. Det var der, han hørte om Veteranhjem Midtjylland, hvor han fik et værelse. Her har han oplevet at blive mødt og forstået på en helt anden måde end tidligere.
”Her er der en fælles forståelse for de ting, man kæmper med. Det er heller ikke sådan, at der bliver stillet spørgsmål, hvis man har behov for at trække sig. Vi taler sjældent om vores udsendelser, da det kan rippe op i nogle ting hos hinanden. I det hele taget er det bare et virkelig trygt miljø,” siger Allan.
Det trygge miljø bliver ikke kun skabt af de fire veteraner, som bor her. Andre veteraner, pårørende og frivillige kommer forbi til yoga, fællesspisning, brætspilsaften og de mange andre aktiviteter, som finder sted i løbet af ugen.
Årsmagasin 2025
Årsmagasinet 2025 er en særlig jubilæumsudgave i forbindelse med vores 25-års jubilæum. Magasinet har særligt fokus på livskvalitet og fællesskaber.
Det handler bl.a. om nogle af de fællesskaber og mødesteder, som Realdania har støttet gennem årene, og så præsenterer vi vores nye strategi, hvor vi sætter fokus på konkrete steders særlige potentialer, arkitekturens muligheder og fremtidens byggeskik.
Naturen giver ro
En af de andre, der for en periode bor på veteranhjemmet, er Morten. Han fremhæver den ro, der er i huset.
”Det at have de her store vinduer, roen og den her natur at kigge ud på. Det gør noget. Hvis det er godt for øjnene, er det også godt for sindet. Når man har PTSD, bruger man mere energi på bare at være til. Så det bedste, man kan gøre, er at få en ro i sit liv, så man kan bruge sit overskud på det, der er det vigtigste. På sine børn og sine nærmeste,” siger Morten.
Langtfra alle de veteraner, der bruger veteranhjemmet, har PTSD. Men Morten har ligesom Allan fået diagnosen efter sin udsendelse.
Morten har to gange været udsendt til Afghanistan som sygehjælper. Her behandlede han primært små børn, og da han kort efter sin udsendelse blev far til sit første barn, triggede det nogle ting i ham. Barnegråden gav flashbacks til de ting, han havde oplevet under sin udsendelse.
Morten tænkte først, at det ville forsvinde og prøvede at fortrænge det. Men da han anden gang var dejset om på arbejdet og blevet hentet af en ambulance, var der en overlæge, som spurgte ham, om han havde været udsendt. Der gik ikke længe, fra han havde svaret på det spørgsmål, til han fik konstateret PTSD.
Herefter fulgte nogle år, hvor det lykkedes ham at få styr på sin tilværelse igen. Men da han inden for et år mistede begge sine forældre, fik han det svært. Denne sommer bor han på veteranhjemmet i Brabrand, mens han venter på at få tildelt en lejlighed i Aarhus, hvor hans børn og ekskone bor.
En hjemlig atmosfære
Den ro, som Morten fortæller om, er der også taget højde for i indretningen.
Når man træder indenfor, sætter man skoene, som man ville gøre det i ethvert andet hjem. Det er helt bevidst, at der ikke hænger nogen billeder eller andet, som refererer til krig eller Forsvaret, da det kan sætte dårlige tanker i gang. Og så har man i moderniseringen bevaret de indbyggede snedkermøbler og andre detaljer, der bidrager til at give huset karakter og en hjemlig atmosfære.
Med moderniseringen opførte man desuden nogle bygninger, som kan bruges til de mange aktiviteter på stedet. I Laden bliver der bl.a. afholdt yogatimer og fejret traditioner som grundlovsdag og flagdag for veteraner.
”Alle vores bygninger har noget at give i forskellige sammenhænge, og de betyder, at vi kan opfylde nogle flere behov. Tidligere var der meget crowded i hovedhuset, da alle vores aktiviteter skulle foregå derinde,” siger Tanja Dahl Therkildsen, som er leder af veteranhjemmet.
En af dem, der har stor glæde af bygningerne, er Bjarke. Han har fået sin egen kode, så han selv kan lukke sig ind i Udhuset, hvor han også er en del af det malerhold, som mødes hver onsdag.
Bjarke har de seneste 22 år haft sit eget autoværksted ved Silkeborg, som han startede op nogle år efter, at han var kommet hjem fra sin udsendelse til Balkan i 1992.
Men i halvandet år har han kun været på værkstedet efter lukketid. Her henter han de papirer, han har brug for, og ordner så det administrative hjemmefra. For han kan ikke længere holde ud at være på værkstedet, mens der er andre mennesker.
På vej til Ukraine
Siden sin udsendelse har Bjarke været plaget af især voldsomme mareridt. I mange år holdt han dæmonerne på afstand ved bl.a. at arbejde syv dage om ugen.
Men da krigen i Ukraine brød ud, skete der noget i ham.
”Jeg havde tre skærme kørende med live-streams fra Ukraine, så jeg kunne følge med i, hvad der skete derovre, og på ingen tid havde jeg pakket en rygsæk og var klar til at tage derover,” fortæller Bjarke.
Hans kone fik dog stoppet ham. Og i stedet for at tage til Ukraine sad han få dage efter på veteranafdelingen på Skejby Sygehus, hvor han kort tid efter fik konstateret PTSD.
Siden er det blevet en fast rutine for Bjarke, at han efter sin PTSD-behandling på Skejby lægger vejen forbi Udhuset.
”Min krop er fuldstændig i alarmberedskab efter sådan en behandling. Så jeg plejer at tage tre timer her, hvor jeg bare maler og kigger ud på naturen. På den måde får jeg ro på systemet, inden jeg kører hjem til familien. Når det har været rigtig slemt, har jeg også brugt et af værelserne til at tage en overnatning. Man kan sige, at veteranhjemmet er en slags safe zone for mig,” fortæller Bjarke.
Bjarke og hans kone har solgt huset for at flytte tættere på deres søn. Men selvom flytningen betyder, at Bjarke får markant længere til Brabrand, har han aftalt med sin kone, at han stadig vil lægge vejen forbi mindst en gang om ugen.
Værktøjer til at holde tingene nede
Allan skal også flytte, inden sommeren 2024 bliver til efterår. En af de veterankoordinatorer fra Aarhus Kommune, som hver mandag besøger veteranhjemmet, har hjulpet ham med at finde en lejlighed, som han skal flytte ind i om en måned.
”Hvis det ikke var for stedet her, var jeg ikke kommet videre, som jeg er nu. Jeg har fået hjælp til at få styr på en masse ting, og så har jeg fået opbygget nogle værktøjer til at holde tingene nede, når jeg har det svært,” siger Allan.
Dermed ender Allan med at have boet på veteranhjemmet i omkring ni måneder.
”Man kan være her, så lang tid man har brug for det. Men ikke længere end højst nødvendigt. Jeg plejer at sige, at vi er et hjem på vejen hjem,” siger Tanja Dahl Therkildsen.
De veteraner, der udtaler sig i artiklen, har kun ønsket at stille op med fornavn. Redaktionen kender deres fulde navn.
