x

Danmarks Keramikmuseum vil udvide

Pressemeddelelse 10. februar 2009

Dansk Keramikmuseum har udsendt følgende pressemeddelelse:Danmarks Keramikmuseum har pladsproblemer. Siden museet åbnede i 1994, har det udviklet sig til Nordvestfyns kulturelle hovedattraktion, og det er i dag et internationalt anerkendt museum med mange årlige udstillinger, talrige aktiviteter og en samling på 2500 værker skabt igennem de seneste 125 år.

Ikke alene mangler museet plads til at kunne vise publikum den rige æstetiske arv, som samlingerne rummer; også de talrige muligheder for aktiviteter med ler og keramik, som nutidens publikum kalder på, har indtil videre været afholdt på et ret begrænset plan fordi, der mangler kvadratmeter til bedre udfoldelser.
 
I samarbejde med Middelfart Kommune har museet engageret byggerådgiver Jørn Kaltoft Nielsen fra firmaet Leif Hansen Rådgivende Ingeniører a/s til at gennemføre en række tekniske og juridiske undersøgelser med henblik på at udskrive en arkitektkonkurrence.
 

Arkitektkonkurrencen gennemføres med støtte fra Realdania, der lægger vægt på, at en udvidelse af museet skal vise, hvordan man på en mønsterværdig måde kan indpasse nyt byggeri i de nuværende fredede bygningsrammer og det omgivende kulturmiljø.

Konkurrencen udskrives efter EU's regler for projektkonkurrencer, hvor der efter annoncering prækvalificeres 5 teams, der skal konkurrere om opgaven. Vinderforslaget skal danne grundlag for tilvejebringelse af anlægsfinancieringen.
 
Udgangspunktet for udvidelsen er en betragtelig forøgelse af museets areal. Et centralt krav til konkurrencedeltagerne vil være, at enhver tilføjelse til Grimmerhus skal ske med meget nænsom hensyntagen til de eksisterende, helt unikke bygninger, der i dag huser museet, den gamle bydel nærved og de omkringliggende naturområder.
 
Danmarks Keramikmuseum holder til på Grimmerhus, det gamle enkesæde til Hindsgavl Slot i Middelfart, og har siden 1994 virket som Nordens eneste specialmuseum for moderne keramisk kunst, kunsthåndværk og design.

Grimmerhus blev opført i 1856-57 efter tegninger af arkitekt Johan Daniel Herholdt. Såvel den smukke arkitektur som dens naturskønne placering lige ned til Lillebælt og med Kongebroskoven som nærmeste nabo skaber de ideale rammer for museets udstillinger af især helt moderne keramisk samtidskunst.