Bymiljøet kan skabe værdi for virksomheden

22. oktober 2012

Et inspirerende bymiljø ved ankomsten til en virksomhed kan skabe sympati og understøtte netværksdannelse og branding - og attraktive mødepladser i det nære bymiljø kan styrke synergi og samarbejde. Det er nogle af budskaberne i en ny rapport fra Realdania By og Gehl Architects, som opfordrer kommuner og erhvervsaktører til at tænke strategisk i virksomhedernes fysiske omgivelser.

Kan bymiljøets udformning stimulere økonomisk vækst – og hvordan kan bymiljøer bidrage til værdiskabelse og netværk mellem mennesker og virksomheder? Med afsæt i disse to spørgsmål sætter Realdania By og Gehl Architects fokus på et underbelyst felt: betydningen af virksomhedens nærmeste omgivelser.

- Vi tror på, at det kan være værdiskabende for en virksomhed at være del af et spændende og inspirerende bymiljø, der inviterer til netværksdannelser, effektive driftsfællesskaber og udsyn, siger Realdania Bys direktør Mette Lis Andersen.

Krydret med eksempler fra ind- og udland præsenterer rapporten ”Bymiljøets betydning for virksomheders værdiskabelse” en række antagelser om, hvordan det nære bymiljø kan bruges som et aktiv i forhold til bl.a. omkostningsniveau, tiltrækning af talentfulde medar-bejdere, kunderelationer og branding, og hvordan fælles attraktive mødepladser og faciliteter kan styrke samarbejde og netværk mellem virksomhederne.

- Med den nye rapport vil vi gerne inspirere til overvejelser og debat om, hvordan byrummet og de nærmeste fysiske omgivelser kan understøtte værdiskabelsen hos virksomheder, siger Mette Lis Andersen.


Missing link
- Der er talt og skrevet meget om den enkelte bygnings betydning for virksomheden og om betydningen af den omgivende infrastruktur med bl.a. universiteter, lufthavne og adgang til kompetent arbejdskraft. Niveauet imellem – virksomhedens nære bymiljø – er stort set ikke belyst. Det er et ”missing link”, siger direktør i Gehl Architects, Helle Søholt.

Hun understreger, at rapporten ikke er et egentligt stykke videnskabeligt arbejde men et oplæg til inspiration og debat.

- Og så vil det jo kun være positivt, hvis også forskningsmiljøer griber bolden og går videre med at belyse feltet, siger Helle Søholt.

Den nye rapport kan ses her og på www.gehlarchitects.dk - eller det bestilles som trykt publikation hos begge parter. Rapporten er støttet af Realdania.

{{ title }}

{{ description }}