x

Inspiration til byudvikling

Pressemeddelelse 8. maj 2012

Realdania By har udsendt et katalog, som ved hjælp af kreative idéer fra konkurrencer i byudviklingsprojekterne Køge Kyst og FredericiaC skal inspirere til fremsynet byudvikling.

Hustage med beplantning, der filtrerer regnvand og samtidig ser indbydende ud, en kanalby, som gør et helt område mere attraktivt, eller et socialt bæredygtigt boligområde, der tilgodeser mange forskellige befolkningsgrupper. Det er blot nogle af de kreative idéer fra Realdania Bys nye udgivelse ”Inspiration til Byudvikling”.

- Kataloget indeholder en række perspektivrige og gennemtænkte svar på de komplekse udfordringer, der er i spil, når ambitionen er fremsynet byudvikling i stor skala. Dem vil vi meget gerne dele med omverdenen, siger direktør i Realdania By, Mette Lis Andersen.

Katalogets 29 løsningsforslag kommer fra de tværfaglige hold af blandt andet arkitekter, antropologer, økonomer og ingeniører, som har deltaget i Køge Kyst og FredericiaC’s internationale parallelkonkurrencer. Begge projekter gennemføres som partnerskaber mellem Realdania By og henholdsvis Køge og Fredericia Kommuner.

Viden og værktøjer

Idéerne i kataloget skal langt fra alle blive til virkelighed i partner-skabsprojekterne men er plukket fra konkurrenceforslagene ud fra deres inspirationsværdi. Det er nemlig en central del af Realdania Bys virke at stille viden og værktøjer til rådighed for andre aktører.

- Selvom de konkurrenceforslag, som kataloget præsenterer, indgår i en helt konkret, lokal sammenhæng, håber og tror vi på, at de kan inspirere til spændende byudvikling rundt omkring i Danmark,” siger Mette Lis Andersen.

Derfor er løsningsforslagene i kataloget præsenteret som 29 selv-stændige principper, fordelt på ti temaer, som er væsentlige i byud-vikling i det hele taget.

”Inspiration til byudvikling” er sendt til beslutningstagere i alle danske kommuner og andre professionelle aktører. Kataloget kan desuden hentes digitalt her.

Inspirationskatalogets ti temaer:

1. Kultur
2. Regionale attraktorer
3. Byrum, byliv og bebyggelser
4. Miljømæssig bæredygtighed og klima
5. Social og sundhedsmæssig bæredygtighed
6. Økonomisk bæredygtighed
7. Jordforurening
8. Proces, inddragelse og midlertidighed
9. Detailhandel
10. Parkering og infrastruktur