x

Nyerhvervelse: Taarnborg, "den gamle bispegård" i Ribe

Pressemeddelelse 26. august 2008

Realea A/S køber Taarnborg, "den gamle bispegård" i Ribe, Puggaardsgade 3, for at sikre de umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som den markante renæssancebygning repræsenterer, for eftertiden.

Taarnborgs røde murstensfacader knejser stejlt over den smalle Puggaardsgade - kun få hundrede meter fra Ribe Domkirke. Bygningen er opført i 1570-80 som en mindre byherregård af en ukendt arkitekt. Husets fremtoning og især sydfacadens symmetri er arkitektonisk usædvanligt flot gennemarbejdet. Indtil 1868 var Taarnborg residens for en lang række bisper, heriblandt den kendte salmedigter H.A. Brorson, som boede her i perioden 1741-1764.

"Realea erhverver Taarnborg for at sikre en økonomisk bæredygtig drift af ejendommen i fremtiden. På den måde kan vi skabe et grundlag for at bevare de store arkitektoniske og væsentlige kulturhistoriske værdier, som den smukke renæssancebygning repræsenterer", udtaler administrerende direktør i Realea, Peter Cederfeld.

Taarnborg huser i dag et Brorsoncenter drevet af Taarnborgfondet ved præsteparret Bente og Torben Bramming. Gennem foredrag, udgivelser, seminarer og andre aktiviteter arbejder Bente og Torben Bramming for at udbrede kendskabet til Brorson og Ribes historie. Taarnborgfondet vil fremover leje ejendommen.

"Realeas køb skaber ro omkring Taarnborgs fremtid. Vi er glade for den mulighed, det nu giver os for at fokusere fuldt ud på formidlingen af Brorsons arbejde og Ribes historie. Den gamle bispegård har altid været en central del af vores arbejde, og det vil den også være i fremtiden", siger sekretær i Taarnborgfondet, Bente Bramming.

I 2003-04 blev der med støtte fra blandt andet Ny Carlsbergfondet og Kulturarvsstyrelsen gennemført en gennemgribende restaurering af Taarnborg. Derfor fremstår Taarnborg i dag vedligeholdt og der er kun behov for en mindre restaureringsindsats.

Yderligere oplysninger
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realea: 3288 5270
Bente og Torben Bramming, Taarnborg: 7542 5900



FAKTA

  • Den fredede bispegård fra 1570-80 er et landets bedst bevarede renæssancehuse. Huset indeholder enkelte træbjælker, der med sikkerhed kan dateres tilbage til 1520. Bygningen er opført i røde munkesten i krydsforbandt og relativt tynde murværk. Den oprindelige tagdækning har været skifer, men er i dag røde tegl. Udover Taarnborg er der på grunden også et mindre bevaringsværdigt bindingsværkshus, "Hundehuset", som formentlig er fra midt i 1700-tallet. Det er i dag udlejet til kontorer.
  • Restaurering og ombygning er ikke nye begreber i den gamle bispegård. I 1906 - 1908 gennemførte professor H.C. Amberg en omfattende restaurering og delvis tilbageførsel af bygningens facader og etageplaner. Amberg blev senere kendt som manden, der introducerede begrebet "restaurering" til den sønderjyske domkirkeby. I 2003-2004 fik det gamle bispesæde igen besøg af arkitekter, konservatorer og håndværkere, da en væsentlig restaurering blev gennemført med støtte af Ny Carlsberg Fondet.
  • Livet på Taarnborg er præget af husets lange historie. "Psalmedigteren Hans Adolph Brorson, Biskop over Ribe Stift 1741 - 1764 boede her de sidste 20 Aar af sit Liv", læser inskriptionen på husets vestgavl. Arven fra biskoppen og salmedigteren fra Slesvigs vestegn er også tydelig i huset i dag, hvor bygningen huser Taarnborgfondets aktiviteter: Seminarer, kurser og foredrag med udgangspunkt i Ribes historie og Brorsons liv og virke. Taarnborgfondet vil også i fremtiden udøve sit virke fra Taarnborg og arbejde for at formidle den gamle bispegård.