Nysgerrig på arkitektur og byudvikling? - Så kom med

19. januar 2016

Hvad sker der i byen, byggeriet og bygningsarven? Realdania By & Byg Klubben giver nogle af svarene og byder på masser af oplevelser i arkitektur og byudvikling.

En spadseretur i nogle af landets byer, på villavejene og i de ubebyggede områder rundt om i landet pirrer ofte til nysgerrigheden. Hvilke historier gemmer sig bag den smukt dekorerede renæssance-dør på byens hovedgade? Hvad knokler håndværkerne med inde bag presenningerne? Og hvad skal der ske på byens bare mark, hvor opmålinger er i fuld gang?

Nogle af de mange spørgsmål giver Realdania By & Byg Klubben svar på.

Besøg Realdania By & Byg Klubbens hjemmeside

Året igennem inviterer klubben på oplevelser, foredrag og rundvisninger i de projekter, som Realdania By & Byg beskæftiger sig med over hele landet: Masser af besøg i arkitekturen – både i de historiske huse og i de moderne udviklingsprojekter – og masser af arrangementer i de byudviklingsprojekter, som er i gang over hele landet.

Noget for enhver smag

Det gælder også i foråret 2016, hvor det i bogstavelig forstand bliver muligt at smage på arkitekturen. Under overskriften ”Smag på arkitekturhistorien” indbyder klubben i maj til taffel i et af renæssancens fineste byhuse i Odense; Oluf Bagers Mødrene Gård. Her, midt i de historiske rammer, serveres en renæssancemenu med retter og tilberedninger kendt fra 1500- og 1600-tallet og med datidens drikkevarer – det hele krydret med facts og fortællinger om renæssancens køkken og kogekunst.

Renæssancetaflet er imidlertid blot én af de mange nye oplevelser i vente – og der er noget for enhver smag.

For dem med smag for byudvikling byder foråret bl.a. på besøg i fremtidens forstad, ”NærHeden” syd for Købehavn, sightseeing i den nye kanalby FredericiaC og landskabsvandring i den vestjyske natur ved Ringkøbing Fjord, hvor en helt ny bydel er under udvikling.

Fortidens og fremtidens arkitektur

For dem, der brænder for den historiske arkitektur, byder de kommende måneder bl.a. på åbent hus i et nyrestaureret landsted i Snekkersten, tegnet af den danske arkitekt Kay Fisker for næsten 100 år siden, rundvisning i Roskilde Kloster og Odense Adelige Jomfrukloster og udsigtstur til toppen af Skagen Grå Fyr, som lige nu undergår en større restaurering.

Besøg Realdania By & Byg Klubbens hjemmeside

Og for dem, som fascineres af de arkitektoniske udviklingsprojekter, er der masser af inspiration at hente, når klubben bl.a. besøger den moderne etageejendom, Tietgens Ærgrelse, midt i det historiske København, det nye ’byens hus’, Dokk1, i Aarhus, der blev i indviet i sommer, og Hindgavl Slot og CLAY Keramikmuseum Danmark, som begge formår at forene tradition og fornyelse.

Læs om det hele og meget mere i klubbens nye program. Der er masser af oplevelser at hente for de nysgerrige, de videbegærlige og de spørgelystne.

Læs online-magasinet for foråret 2016

{{ title }}

{{ description }}