Udstilling og åbent hus i fire energirenoverede parcelhuse
Man behøver ikke at være miljøbevidst for at være aktiv i kampen for et bedre klima. Landets parcelhusejere kan med mindre indgreb halvere husets energiforbrug og blive frontløbere i klimakampen. Kom til åbent hus i fire energirenoverede parcelhuse i Tilst og se hvordan
Klimakampen starter i parcelhusets krybekælder
- Åbent hus og udstilling om Energiparcel
Et ekstra lag isolering i krybekælderen og en tur på lossepladsen
med den gamle brændeovn er gode steder at begynde en
energirenovering. Men man kan som parcelhusejer gøre meget mere for
at sænke energiforbruget, uden at den samlede boligudgift behøver
at stige.
"En vigtig del af klimakampen skal ske i de danske hjem. Men det
er svært for familien i parcelhuset på Lærkevej at se, hvordan de
kan bidrage. Vi er i Realea glade for nu at kunne vise fire
konkrete eksempler på, hvad man som husejer kan gøre for sænke
energiforbruget", siger administrerende direktør i Realea, Peter
Cederfeld.
Oplev fire eksempler på energirenoveringer af parcelhuse i
Skjoldhøjparken i Tilst, når Realea holder åbent hus og viser de
mange energitiltag, der er foretaget i husene. Få inspiration til,
hvordan du kan energirenovere dit eget hus til og blive en del af
løsningen på klimaproblemerne.
• Åbent hus og plancheudstilling om projektet
Energiparcel
• Søndag den 22. november, kl. 13 til 16
• Langøvænget 8, 8381 Tilst - Teltet ved
vendepladsen
• Gratis entre, alle interesserede er
velkomne
Dagen begynder klokken 13, hvor arkitekt Jørgen Søndermark og underdirektør i Realea Peter Kjølby byder velkommen og fortæller om Energiparcel. Der vil hele dagen være mulighed for at se en plancheudstilling, der forklarer hvordan og hvorfor husene er blevet energirenoveret, og Realea byder på en forfriskning undervejs
Mød op og lær hvilke energibesparende tiltag, der giver mest
effekt for pengene. Oplev hvordan man har søgt løsninger, der både
sænker energiforbruget og giver husene et arkitektonisk løft.
Om projektet Energiparcel
Realea har købt og energirenoveret fire 1970'er-parcelhuse i forskellige prislejer for at sikre uvildig, troværdig dokumentation og give inspiration til de knap 500.000 ejere af tilsvarende parcelhuse, både seniorer og børnefamilier. Målet er at nedbringe CO2-udslippet fra energiforbruget i de eksisterende boliger - en vigtig nøgle til, at Danmark kan overholde sine internationale forpligtelser.
Projektet Energiparcel viser, at energiforbruget kan halveres uden at øge den månedlige ydelse - besparelsen kan forrente investeringen. Forsøget viser dog også, at vil man længere ned i forbrug, skal målet samtidig være et sundere indeklima, mere anvendelig plads, et lunere og smukkere hus og en grøn samvittighed.
I tre af husene reduceres energiforbruget mellem 30 og 50
procent, uden at den samlede boligudgift stiger. Renoveringerne
spænder fra et beskedent indgreb med øje for seniorers
udfordringer, til to grundigere indgreb, rettet mod børnefamilier.
Ét med fokus på varme-besparelser, og ét som også omfatter
elbesparelser via optimeret dagslys og solceller.
Det sidste af husene bliver Lavenergiklasse 1, og her sænkes
energiforbruget med 80 procent, og der er kraftige forbedringer på
indretning, indeklima og komfort. Udgifterne til denne
energirenovering ligger lige under omkostningerne til at bygge nyt
hus.
Fem gode råd, når du skal energirenovere
Nye energibesparende vinduer? Ud med brændeovnen? Et ekstra lag
isolering? Eller noget helt fjerde... Det kan være svært at
overskue, hvor man skal begynde. Vi har samlet fem gode
tommelfingerregler til at guide dig gennem de første overvejelser
om energirenovering.
1. Kig nøje på de skader og fejl, som kræver øjeblikkelig eller snarlig udbedring. Kan du, ved at tænke aktivt og energimæssigt, opnå flere fordele for de samme penge?
2. Maksimér effekten af håndværkerbesøget. Lad være med at 'klat-isolere' eller købe de næstbedste energiruder - fuld skrue, når du er i gang. Det er billigst i længden. For det er håndværkerens løn, der koster. Det sikrer også husets fremtidige værdi - den næste ejer skal ikke kassere en dyr, men halvhjertet løsning, men kan bygge videre på dit arbejde.
3. Se på den måde I bruger huset. Er der steder, I ikke kan sidde eller sove på grund af dårlige vinduer, så kan nye energiruder skaffe jer op mod 30 procent mere effektivt areal til en pris, som ligger langt under at prisen for at bygge til.
4. Fjern den gamle pejs eller brændeovn. Ofte et levn fra 70'ernes oliekrise-panik. Den er ineffektiv, forurener og tager masser af plads. Så væk med den, og hold i stedet varmen med gode vinduer. Og nyd, at både du og naboerne kan trække vejret friere bagefter.
5. Vent med køkken og bad, hvis det kun handler om kosmetiske løft - start i stedet med de kloge renoveringer - så kan de penge, du sparer, være med til at finansiere køkken og bad senere!