Embedsboliger i Realdania By & Byg-samlingen
Mens mange af titlerne og embederne altså for længst er gået i glemmebogen, så findes mange af de tidligere embedsboliger stadig rundt om i landet. Nogle af dem er selvfølgelig revet ned, andre er for længst indrettet til helt andre formål, men en række af boligerne findes stadig både velbevarede og intakte, og en håndfuld af dem har Realdania By & Byg gennem de seneste små 20 år købt og restaureret.
Det gælder blandt andet for den tidligere amtsmandsbolig i Hjørring, der blev tegnet af arkitekt og kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann i 1910 som embedsbolig og administration for kongens repræsentant i det nordlige Jylland.
Amtmanden var lokalsamfundets lille konge og en naturlig del af købstadens elite, og i datidens Hjørring har det fine hverv som amtmand utvivlsomt fremkaldt stor ærbødighed blandt byens borgere, og det samme har også amtmandens bolig: Et hus med funktion af både familiebolig og magtcentrum og et imponerende bygningskompleks, hvor proportioner og detaljer, høj funktionalitet og velfungerende byggeteknik går op i en højere enhed. Arkitekturen er nyklassicistisk, men de hjemlige himmelstrøg er ikke glemt – den blanke mur, granit og det røde tegltag lader de besøgende vide, at bygningen er dansk.
Et magtens hus
Amtmandsboligen er samtidig en elegant repræsentant for arkitekt Kampmanns tid som kgl. bygningsinspektør i det nordlige Jylland i perioden 1892 til 1920; måske endda det bedste eksempel i landet på et magtens hus sat ind i den lokale og regionale sammenhæng. Både i funktion, disponering og arkitektur giver boligen mindelser om fortidens store herregårdsanlæg.
Den store have, som er en væsentlig del af helhedsoplevelsen, er formentlig anlagt allerede i 1820'erne. Oprindelig var der flere sådanne store haver i Hjørring, men denne er den eneste bevarede. Havens klenodier er det lille lysthus samt en pergola med efeu. Foran amtmandsboligen er der et lille anlæg med græs og træer.