x

Det første spadestik tages på Godsbanen i Århus

Pressemeddelelse 24. november 2010

Den tidligere Godsbanegård i Århus er i færd med at blive omdannet til et til et kulturproduktionscenter, som bliver hjertet i et nyt bykvarter på det nedlagte godsbaneterræn. På torsdag tages det første spadestik, og renoveringen af den enorme bygning begynder.

10.500 kvadratmeter. Så meget plads bliver der, når det ny kulturproduktionscenter på den tidligere Godsbanen i Århus åbner i 2012. Forud ligger en omfattende renovering af hovedbygningen og de to haller, og det første spadestik tages på torsdag af kulturrådmand Marc Perera Christensen.

”Godsbanen bliver et kæmpe aktiv for Århus. Det bliver et sted, der kommer til at summe af kultur og produktivitet. Godsbanen bliver et kreativt oplevelsesrum for byens borgere og besøgende, og hele bydelen bliver et attraktivt sted at opholde sig, ” siger kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Det er et konsortium under ledelse af totalentreprenør Hans Ulrik Jensen A/S (HUJ A/S) samt arkitekter og byplanlæggere fra 3XN, Exners tegnestue og Nord Aps., der står for opbygningen af Godsbanen.

Det nye kulturproduktionscenter bliver hjertet i en ny bydel, som bliver indrettet på det nedlagte godsbaneterræn. Visionen om et nyt kulturelt kraftcenter og den nye bydel på godsbanearealerne er udviklet i et partnerskab mellem Realdania og Århus Kommune.

”Århus kan glæde sig til at det gamle godsbaneareal bliver vakt til live og åbnet for byens borgere. Med genanvendelsen af Godsbanen sikrer vi, at en vigtig brik fra byens industrielle historie bliver bevaret og genanvendt som kulturelt kraftcenter, og at der etableres et nyt kulturelt knudepunkt i kulturzonen,” siger projektleder i Realdania Eske Møller.

Omdannelsen af Godsbanearealerne sikrer en ny ”byport” til Musikhusområdet fra vest. Projektet vil færdiggøre aksen fra Rådhuset og Musikhuset gennem Scandinavian Center og samtidig skabe en kobling mellem Musikhusområdet og området omkring Den Gamle By, Ceres-grunden samt Botanisk Have.

Det nye kulturproduktionscenter i Godsbanegården får fokus på produktion af kunst. Der er således tale om en ny type kulturcenter, hvor det er forventningen at forbedre betingelserne for kunstproduktion i Århus i mange år fremover.

PROGRAM:

13:00 Velkomst og tale ved kulturrådmand Marc Perera Christensen

13:15 Tale ved projektleder Eske Møller, Realdania

13:25 Tale ved adm. direktør Bent Johnsen, HUJ A/S

13:35 Spadestik og fotosession

13:45 Varm suppe

TID: Torsdag den 25. november 2010 kl. 13:00

STED: Godsbanen, Skovgaardsgade 3-5, 8000 Århus C

Kulturproduktionscentret Godsbanen og den nye bydel på godbanearealerne er realiseret i et partnerskab mellem Århus Kommune og Realdania.