x

Virksomheder bugner af grønne løsninger

Pressemeddelelse 1. oktober 2012

Mange byggevirksomheder har udviklet grønne produkter, der blot skal have et puf for at nå ud på markedet. Det er konklusionen efter at ”TEST din bæredygtige løsning” har eksisteret i et år. Realdania står bag TEST, der kan opleves på Building Green konferencen d. 11. oktober 2012.

”TEST din bæredygtige løsning” gik i luften for et år siden. Siden har en stribe virksomheder søgt TEST om hjælp til at markedsmodne deres næsten færdige produkter til byggeriet.

”De 30 ansøgere vi har mødt indtil videre, har budt ind med vidt forskellige produkter, der afspejler stor iderigdom og kendskab til byggebranchen”, siger faglig sekretær, Mikkel A. Thomassen, TEST.

Klar til markedet
Ideen bag TEST er, at hjælpe virksomhederne ind på markedet, når de står med et bæredygtigt produkt til byggeriet, der teknisk set er færdigt, men endnu ikke er testet i praksis eller mangler at blive godkendt.

”Det gode ved TEST er, at de hjælper virksomhederne over den sidste hurdle, så produktet bliver testet i praksis og når ud på markedet. Det gør de blandt andet ved at matche byggeherrer med idemagerne bag de nye produkter, ” siger projektleder Lennie Clausen, Realdania.

Realdania står bag TEST, der deltager i Building Green konferencen i Forum. Forventningen er, at det vil give de innovative producenter og byggevirksomheder en oplagt mulighed for at mødes.

”Ved at deltage i test kan en byggevirksomhed komme på forkant med helt nye og bæredygtige produkter”, siger Lennie Clausen.

 

Sidste nye ”skrig” i byggebranchen
Blandt ansøgerne det seneste år har der blandt andet været et produkt, der med beplantede vægge skaber et bedre mikroklima omkring bygninger, samtidig med at støj holdes nede og regnvandet forsinkes.

”Det er svært at fremhæve et af de grønne produkter, vi har fået præsenteret det seneste år. Selv en tilsyneladende snæver innovation, kan få stor betydning for bæredygtigheden i byggeriet, hvis det slår an på markedet. Som for eksempel en isoleringsfuge af genbrugsmateriale,” siger Mikkel Thomassen.


FAKTA

Mange bæredygtige løsninger går tabt, fordi godkendelser og 1:1 dokumentation er svære at opnå. TEST sørger for, at din løsning når ud til markedet og anvendes bredt til glæde både for både virksomhed og miljøet. Det sker ved at rådgive om og finansiere omkostninger til prototyper, test og afprøvning på byggesager.

Ansøgninger
Hvis en virksomhed har et nyt og grønt produkt til byggeriet, som de gerne vil have hjælp til at markedsmodne, så tager TEST forsat i mod nye ansøgninger. Der er fire årlige ansøgningsfrister.

Ansøgningsproceduren består i at svare på tre korte spørgsmål, hvorefter relevante henvendelser får mulighed for mundtligt at præsentere ideen overfor et fagligt advisory board.

Baggrund for initiativet
TEST er en del af et samlet 5-årigt initiativ fra Realdania, som skal medvirke til at skabe og videreudvikle et aktivt innovationsmiljø i den danske byggesektor med fokus på bæredygtighed.

To andre initiativer er hjemmesiderne innosite.dk (red: sitet nedlagt) og innovationsradar.dk

Yderligere information
Læs mere om TEST og send din ansøgning på test-din-baeredygtige-loesning.dk, som også sætter fokus på innovation i byggeriet.

Kom til messe og mød TEST
TEST inviterer til møde mellem grønne producenter og bygherrer på messen Building Green i Forum den 11. oktober kl. 15-18. Læs mere og tilmeld dig på test-din-baeredygtige-loesning.dk/BuildingGreen