x

UPDATE – Gør byen smart: Hvordan ser morgendagens smarte, digitaliserede by ud?

Pressemeddelelse 17. marts 2016

Vores byer er ved at ændre sig i takt med den digitale revolution. Med udstillingen ’UPDATE – Gør byen smart’ sætter Dansk Arkitektur Center fokus på morgendagens smarte byer og rejser en debat om, hvordan vi kan bruge Big Data til at skabe bedre byer uden for meget Big Brother.

Skraldespanden fortæller, når den er fyldt og bestiller en skraldemand. Trafikkameraerne fortæller lyskrydset om morgentrafikken, og signalet skifter rytme. GPSen får at vide, hvor den nærmeste parkering er. Det er nogle af de forandringer, der over de kommende år kan komme til markant at forandre måden, vores byer fungerer på, og som kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som byerne står over for, når det for eksempel gælder ressourcer. 

Byerne i Danmark og verden over er på vej på nettet og er ved at lære at kommunikere med sig selv og med borgerne. I fremtiden vil alt hvad vi gør i byrummet kunne skabe data om vores forbrug, færden, og hvem vi er i kontakt med. Det lyder smart, men kan det give os et bedre liv? Det er diskussionen, som DAC rejser med udstillingen Update. 

På udstillingen kan man blandt andet opleve danske og internationale Smart City-løsninger, besøge fremtidens smarte by som streetkunstneren Mormor forestiller sig den, gå rundt i en interaktiv udgave af Vester Voldgade i København, hvor Smart City-løsninger for tiden testes, og møde Smart Citizens fra hele verden.

UPDATE – Gør byen smart kan opleves fra d. 18. marts til d. 12. juni hos Dansk Arkitektur Center. Udstillingen er støttet af Realdania og skabt af DAC i samarbejde med Alexandra Instituttet, samt Københavns, Albertslund og Frederikssund Kommuner som bypartnere.

Udstillingen åbner i dag, den 17. marts, ved et arrangement mellem klokken 17 og 19. Læs om arrangementet og udstillingen på DACs hjemmeside.