x

Træningsareal til områdets beboere

Gadehavegård har hidtil haft et negativt omdømme både i lokalområdet og på nationalt plan, så derfor har der været et behov for at skabe et bedre image for området. For selv om et boligområde står på den officielle ghetto-liste i 2014, kan det godt være et smukt og inspirerende sted at bo.

Gennem dette projekt og kommunale helhedsplan for området er der sat fokus på områdets mange kvaliteter - med positiv opmærksomhed på stort lokalt engagement, gode fællesfaciliteter og stærke netværk mellem beboerne.

For at skabe mulighed for bedre livskvalitet og bevægelse - både fysisk og mentalt - for unge og voksne i boligområdet er der nyindrettet et træningsareal lige ud til kvarterets hovedfærdselsåre, hvor rigtig mange børn, unge og voksne færdes til og fra skole, arbejde, daginstitutioner og på vej til Høje Taastrup station.

Beliggenheden giver stor synlighed, så mange beboere og forbipasserende bliver nysgerrige og inspireret til at udforske og afprøve de specielle redskaber. De kan enten benyttes som afslutning på løbeturen eller til den særlige træningsform, Calisthenics, hvor man udelukkende bruger kroppens egen vægt som ballast i øvelserne, og som redskaberne oprindeligt er udviklet til.

Redskaberne er udviklet til en særlig træningsform, hvor man bruger kroppens vægt, når de forskellige bevægelser og øvelser udføres. De er primært tiltænkt områdets unge og voksne, men de kan også udfordre mindre børn til leg og bevægelse.

Sammenhæng med områdets stisystem 

Redskaberne er enkle og robuste i deres design, og de har en attraktiv og synlig placering i forhold til lokalområdets stisystem og de fælles udearealer. For mange mennesker er Calisthenics dog mere end blot en træningsform - det handler om det sociale sammenhold og et liv uden stoffer og kriminalitet.
Idéen med projektet er derfor også, at projektet kan anspore unge og voksne beboere til en mere aktiv livsstil og give dem mulighed for at fungere som rollemodeller og spille en positiv rolle i kvarteret - fx som superbrugere/instruktører i træningsformen.

Med tiden kan der også etableres et "barstars team", som kan tage ud og lave opvisninger forskellige steder i landet, ligesom de bedste Calisthenics-udøvere kan blive rollemodeller for unge i andre udsatte boligområder. Projektet vil blive videreudviklet med en form for "storebrorordning", hvor kommunen/afdelingen får tilknyttet en træningskonsulent med særligt kenskab til Calisthenics. Konsulenten tilknyttes træningsparken og kan blandt andet skabe aktiviteter i de timer, hvor der ellers kan være risiko for, at kriminalitet kan blive begået. Konsulenten tilkobles også idrætstimerne på skolerne i området samt foreninger, klubber mm., så der ad den vej også kan skabes nye sociale fællesskaber - på tværs i afdelingen og med andre borgere i området.

Det gode boligliv 

Projektet er støttet med midler fra vores kampagne det gode boligliv hvor vi ønsker, at bygge videre på de almene boligorganisationers lange og stærke tradition for fællesskab og gode faciliteter og dermed støtte en positiv udvikling af boligområdernes kvaliteter, deres omdømme og oplevelsen af at bo et godt og trygt sted.

Kampagnen Det Gode Boligliv