x

Den første vinder i fotokonkurrencen ”Det ser du ikke i byen” er fra Bornholm

Pressemeddelelse 3. september 2015

Realdania og DR Kunstklub lancerede i juni 2015 en fotokonkurrence under overskriften ”Det ser du ikke i byen”. Konkurrencen løber frem til april 2016.

Rigtig mange danskere har taget kampagnen til sig. Alle kan deltage, og det er strømmet ind med fotos fra alle dele af landet. Knap 3500 fotos er samlet ind fra Instagram, Twitter, facebook og på mail. Hver måned kåres månedens foto blandt de indsendte og de bedste bidrag skal ende med at blive præsenteret på en udstilling, som flytter ind i Rundetårn i juni 2016 som en del af Copenhagen Photo Festival. 

Vinderen af det første ”månedens foto” blev udvalgt af månedens jury, som var billedkunstneren og fotografen Nicolai Howalt. Blandt 10 udvalgte fotos udvalgte han sin klare favorit, som er fra Bornholm og er taget af Savo Spasojevic. Billedet er taget på det store årlige loppemarked i Årsballe.

”Vi kender alle det her sted: Det er idrætspladsen, hvor det årlige loppemarked er, og hvor vi bytter vores ragelse. Billedet er super fint rammet ind med nettet og landskabet bagved, og vi har at gøre med noget alment her. Det er garanteret lørdag eller søndag, vi kender næsten tidspunktet, vi kender lamperne og det er både enkelt, spændende og kompliceret samtidig,” siger Nicolai Howalt som en del af begrundelsen for at have valgt netop dette billede som månedens foto.

Og han fortsætter: ”Jeg kan rigtigt godt lide, at det er fuld af firkanter og samtidig har en masse andre former i sig. Der er både en fin balance og en masse komplekse sammenstød - godt illustreret med roen i toppen og kaoset i bunden.”

Billedet sikrede Savo Spasojevic titlen som månedens fotograf, en præmie i form af bogen ”Light Breaks” samt en plads på udstillingen ”Det ser du ikke i byen” i Rundetårn i juni 2016. 

Du kan også være med:

  • Du uploader fotoet på din Instagram- eller Twitter-profil med hashtagget #DetSerDuikkeiByen
  • Har du ikke en profil på de sociale medier, kan du sende dit foto til kunst@dr.dk eller komm@realdania.dk. Hvis kvaliteten er god, vil fotoet måske blive vist på dr.dk, Facebook eller Instagram.

Fotos til konkurrencen kan uploades og sendes frem til den 1. april 2016. Hver måned – med start i august 2015 – udvælges et udvalg af fotos, som bedømmes af en månedsjury. I april 2016 udvælges de fotos, der skal være med i udstillingen Det Ser Du ikke i Byen. Disse fotos udvælges af en jury, udvalgt af Copenhagen Photo Festival.

Følg også med på Instagram @detserduikkeibyen, hvor Maria Fynsk Norup i denne uge viser smukke billeder fra sin hverdag på Ærø.