x

Herregårdene byder indenfor

Pressemeddelelse 30. april 2014

Frugtvinsmesse, sommermarked og midlertidigt herberg langs Hærvejen er eksempler på de i alt seks udvalgte projekter, der får støtte i første runde af Byd Indenfor – et initiativ under Realdanias kampagne, Fremtidens Herregård.

Med få midler og mindre tiltag slår en række herregårde dørene op for arrangementer og aktiviteter, der inviterer lokalsamfundet ind og skaber grobund for lokal dynamik og samarbejde. Det er fortsat muligt at søge om støtte til arrangementer gennem Byd Indenfor. Næste ansøgningsfrist er 2. juni. 

Mens Frederiksdal på Lolland inviterer til frugtvinsmesse, slår vestsjællandske Tersløsegaard dørene op til fem teaterbegivenheder. Lollandske Engestofte byder indenfor til sommermarked, og på Skiveegnen går 12 herregårde sammen om arrangementet Herregårdens Dag med forskellige aktiviteter og rundvisninger. På Gisselfeld inviterer Bondens Marked til folkemiddag. Og ikke mindst åbnes stalddørene for vandrere og turister på nordjyske Nr. Ravnstrup, når den kommende hærvej mellem Aalborg og Frederikshavn skal indvies.

En række ejere har grebet udfordringen og skabt idéer til arrangementer og midlertidige tiltag, der inviterer lokalområdet ind på herregårdene, bidrager til nye samarbejder og bygger videre på en eksisterende positiv udvikling. Fremtidens Herregård støtter hvert af de seks projekter med mellem 30.000 og 100.000 kr.

Vi glæder os til at se herregårdene byde lokalsamfund og turister indenfor. Hver især viser de udvalgte projekter, at det ikke nødvendigvis kræver store investeringer og lange, seje træk at gøre herregårdenes kulturmiljøer og bygninger til et aktiv for deres lokalområde. Mindre tiltag og midlertidige aktiviteter kan gøre en stor forskel og igangsætte en positiv udvikling.

Programchef, Christian Andersen, Realdania.

Nye muligheder for at søge støtte
Aktiviteterne støttes gennem den første af i alt fire ansøgningsrunder i Fremtidens Herregårds initiativ Byd Indenfor.

I løbet af 2014 vil der være tre nye muligheder for at søge om støtte til at gennemføre aktiviteter, som skaber åbenhed og opmærksomhed om herregårdene og baner vejen for, at de kan blive dynamoer for forandringer i deres lokalsamfund. Både ejerne og deres samarbejdspartnere har mulighed for at byde ind. Næste ansøgningsfrist er 2. juni.

Læs mere på

fremtidensherregård.dk

Om de udvalgte aktiviteter

• Tersløsegaard, Dianalund, Sorø Kommune
Herregård og museum, Tersløsegaard, vil formidle Ludvig Holbergs historie i fem skuespilbegivenheder, der skal finde sted både indendørs og på herregårdens gårdsplads. Herregårdens egne medarbejdere og de lokale borgere bidrager til projektet.

Gisselfeld Kloster, Haslev, Faxe Kommune
På Gisselfeld vil Bondens Marked afholde en folkemiddag. Ideen er at lade lokale borgere, turister og stadeholdere mødes på et sted, hvor kulturarv, madkultur og unikke fødevarer går op i en højere enhed.

• Frederiksdal, Harpelund, Lolland Kommune
Frederiksdal vil være vært for den årlige frugtvinsmesse, der arrangeres af Dansk Forum for Frugtvin. Her deltager producenter fra hele landet – i alt 25. Begivenheden ar-rangeres i samarbejde med lokale aktører, herunder Lolland Kommune og Region Sjælland. Den genanvendte kostald, der skal danne ramme for vineriet, indvies også.

• 12 herregårde på Skiveegnen, Skive Kommune
Skriveegnens Erhvervs- og Turistcenter ønsker at afholde arrangementet Herregårdenes Dag med kulturelle aktiviteter på 12 forskellige herregårde. I samarbejde med lokale kunsthåndværkere og fødevareproducenter holdes åbent hus, og lokale beboere og interesserede inviteres indenfor. De 12 herregårde er Bustrup Hovedgaard, Herregården Hessel, Hesthave, Hostrup Hovedgaard, Spøttrup Borg, Staarup Hovedgaard, Langesgaard, Kjeldgård, Middelalderborgen Østergaard, Ørslev Kloster, Ny Spøttrup og Lerkenfeldt.

• Engestofte, Maribo, Lolland Kommune
Engestofte vil skabe et sommermarked med kulturelle aktiviteter som folkedans, musik og syning af folkedragter. Markedet kombineres med arrangementer, der genskaber nogle af de gamle traditioner, der knytter sig til herregårdene og Engestoftes bygninger. Der samarbejdes med en række lokale foreninger.

• Nr. Ravnstrup, Hjallerup, Brønderslev Kommune
Nr. Ravnstrup åbner dørene med et midlertidigt herberg, der indrettes i en tidligere avlsbygning i forbindelse med åbningen af den kommende hærvej mellem Aalborg og Frederikshavn. Målgruppen er vandrere og turister.

Om ansøgningsmulighederne i Byd Indenfor
I løbet af 2014 er det muligt løbende at søge støtte gennem Fremtidens Herregård til at realisere mindre aktiviteter på herregårdene. Det kan være markeder, festivaler eller andre mindre tiltag af midlertidig karakter. Formålet med initiativet er at vise, hvordan herregårde for få midler kan skabe nyt liv i herregårdens bygninger og kulturmiljøer og gennem enkle tiltag byde lokalsamfundet indenfor.