Hospice Søndergård får sine fysiske rammer

7. november 2008

På det kommende Hospice Søndergård i Måløv tænkes de fysiske rammer helt fra begyndelsen ind som en vigtig del af den palliative behandling. Nu er vinderen af totalentreprisekonkurrencen fundet: et team bestående af AH Byg A/S (entreprenør), Henning Larsen Architects (arkitekt) og Henrik Larsen Rådgivende Ingeniørfirma, Anders Christensen Rådgivende Ingeniører og Cand. Psych. Maria Damsholdt (ingeniør).

"Meget professionelt udført". Sådan lyder bedømmelsesudvalgets overordnede beskrivelse af det forslag, der nu har vundet totalentreprisekonkurrencen om udformningen af det kommende Hospice Søndergård i Måløv.

Udformningen af Hospice Søndergård tager udgangspunkt i designprincipperne i modelprogrammet "Program for Det Gode Hospice i Danmark". Der bliver hentet inspiration i erfaringerne fra Hospice Djursland, som var det første hospice her i landet, der blev bygget efter programmet for det gode hospice. Hospice Søndergård bliver altså endnu et eksempel på, hvordan arkitekturen kan være med til at tilføje hospice-arbejdet en ekstra kvalitet.

Erik Ross Pedersen, bestyrelsesformand for Hospice Søndergård, siger: "Vinderprojektet er en spændende løsning på en vigtig opgave. Det nye hospice er stærkt savnet, og vi glæder os til at forhandle den endelige løsning på plads med totalentreprenøren, så vi kan holde tidsplanen og åbne Hospice Søndergård i foråret 2010".

Marianne Kofoed, projektleder i Realdania, siger: "Med programmet for det gode hospice har vi ønsket at demonstrere, hvordan arkitekturen kan indgå i hospicetanken og skabe de bedst mulige fysiske rammer til at støtte patienterne. Det er vigtigt, at der fra start bliver tænkt over, hvordan indretningen og materialevalget kan medvirke til, at patienter og pårørende føler sig hjemme samtidig med, at de ansatte får en velfungerende arbejdsplads."

Realdania har afsat 8 mio. kr. til udviklingen af Hospice Søndergård. Totalentreprisesummen for Hospice Søndergård lyder på 30,3 mio. kr.

 

Om vinderprojektet
Hospice Søndergård har 14 senge og er på ca. 1800 m2. Hospicet ligger i en tæt bymæssig sammenhæng tæt på S-tog og store trafikveje, men er samtidig smukt
placeret ved en lille sø. Det vindende forslag er bygget op som en fortolkning af en traditionel gård. Gårdens længer er tilført nogle knæk, som giver en række dybe nicher, hvor der bliver plads til blandt andet private, overdækkede terrasser, opholdsrum og konferencelokale. Bag de vinklede facader opstår desuden to indre gårdhaver. Alle beboerværelser er orienteret mod søen, og rummene er lydisolerede, så trafikstøj holdes ude. Træ er et gennemgående materiale i indretningen. Loft, vægge og gulve bliver foret med trælister, hvilket er med til at give rummene et varmt lys.

Yderligere oplysninger
Erik Ross Pedersen, bestyrelsesformand for Hospice Søndergård,
tlf. 4050 8801.
Marianne Kofoed, projektleder i Realdania, tlf. 7011 6666.

{{ title }}

{{ description }}