x

Hospice Søndergård et vigtigt skridt nærmere sin realisering

Pressemeddelelse 3. juli 2008

Der har været mange bud i prækvalifikationsrunden til det nye Hospice Søndergård i Måløv. Ud af 29 er 5 teams nu blevet udvalgt til at komme med deres bud på udformningen af det nye hospice. Hospice Søndergård skal opføres efter designprincipperne i modelprogrammet “Program for Det Gode Hospice i Danmark”.

De fem udvalgte teams er:

  • Entreprenør: Davidsen Partnere A/S, Arkitekt: Arkitektfirmaet Friis & Moltke, Brunsgaard + Laursen Arkitekterne ApS, Nørgaard & Holscher Landskabsarkitekter, Ingeniør: Ingeniørfirmaet COWI A/S
    Entreprenør: E. Pihl & Søn A.S., Arkitekt: FORM arkitekter A/S Holbæk, Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S Roskilde
  • Entreprenør: Jönsson A/S, Arkitekt: Cubo arkitekter, Ingeniør: Grontmij/Carl Bro
  • Entreprenør: AH Byg A/S, Arkitekt: Henning Larsen Architects, Ingeniør: Henrik Larsen Rådgivende Ingeniørfirma, Anders Christensen Rådgivende Ingeniører samt Cand. Psych. Maria Damsholt
  • Entreprenør: Enemærke & Petersen A/S, Arkitekt: BIG, Ingeniør: Rambøll

Hospice Søndergård i Måløv, vest for København, ligger fint placeret ved en lille sø, men indgår samtidig i en tættere bymæssig sammenhæng i et nyudviklet byområde ganske nær S-tog og store trafikveje. Placeringen i byen medfører arealmæssige begrænsninger samt en særlig opmærksomhed på de støjmæssige forhold. Hospice Søndergård ønsker at kvalificere projektet med fokus på hospicets kerneydelser omkring især terapibad/ wellness-delen og farvesætning af byggeriet, mens et særligt fokusområde er den gode lyd - forstået som både en håndtering af støj fra omgivelserne og en bevidst bearbejdning af akustikken inde i hospice.

Hospice Søndergård omfatter 14 sengepladser og er på ca. 1800 m2. Totalentreprisesummen for Hospice Søndergård lyder på 30,6 mio. kr.

Erik Ross Pedersen, bestyrelsesformand for Hospice Søndergård, siger:
”Hele 29 konsortier har søgt om at bliver prækvalificeret. Vi bad de enkelte grupper om at beskrive deres holdning til det fremtidige hospice. Det er altså ikke kun referencer fra tidligere byggerier, men i høj grad også de enkelte gruppers gennemtænkte forestillinger om grundidéen med et hospice, der var grundlaget for prækvalifikationen. Da det var meget kvalificerede ansøgere, var udvælgelsen en svær opgave. Men nu har vi valgt 5 konsortier, som vi er overbevist om, kan løfte opgaven. Og denne opgave er vigtig og hastende, fordi Region Hovedstaden er stærkt underforsynet med hospicesenge. Derfor er det godt, at vi nu kan komme i gang med at skabe det første nybyggede hospice i denne region. Første fase lover godt.”

Projektleder Marianne Kofoed, projektleder Realdania, siger: “Realdania ser etableringen af Hospice Søndergård som et demonstrationsprojekt, der kan inspirere lignende tiltag. Med Hospice Søndergård illustreres det, hvordan de gode intentioner bag hospice-filosofien kan smelte sammen med udformningen af de konkrete fysiske rammer”. 

Resultatet af konkurrencen forventes offentliggjort i løbet af oktober. Realdania har afsat 8 mio. kr. til udviklingen af Hospice Søndergård.  

Yderligere oplysninger
Erik Ross Pedersen, bestyrelsesformand for Hospice Søndergård, tlf. 40 50 88 01.
Marianne Kofoed, projektleder Realdania, tlf.: 32 88 52 11.