Højgården (lokalt kaldet Høwen) fra 1873 er et sjældent velbevaret eksempel på en særlig egnsbyggeskik – sidebåndsbindingsværk. Da Realdania By & Byg i 2018 overtog gården, havde den stået ubeboet i 30 år og var derfor i kraftigt forfald. Siden afslutningen på restaureringen i sommeren 2020 har gården været udlejet som sommerhus.
Få historiske huse og arkitektur hjem i stuen
Som medlem af Realdania By & Byg Klubben får du også adgang til digitale oplevelser i form af bøger og videoer, og via onlinerundvisninger kan du følge med hjemmefra, når erfarne fagfolk sender live fra ejendomme i hele landet.
Et vidnesbyrd fra fortiden?
Højgården på Sejerø er udført med indvendige sidebånd. Bindingsværk med sidebånd kendes ved sin meget spinkle konstruktion imellem de lodrette stolper. Traditionel bindingsværk har synlige vandrette bjælker.
I forbindelse med restaureringen opbygges ydermurerne som man gjorde det i 1873. Tavlene er blandet af ler, halmstrå og økologisk kernemælk.
Opskriften kommer fra Nationalmuseet som rådede til at bruge økologisk kærnemælk. Mælken er med til at holde leret bedre sammen. Det er et gammelt trick, som man brugte i byggeriet på den tid Højgården blev bygget. I gamle dage blandede man Valle i lerjorden, men i dag er det stort set umuligt at skaffe i Danmark, da det alt sammen bliver eksporteret ud af landet. Kærnemælken er meget lettere at få fat i, og har stort set samme effekt.
Stuehuset, der ligger i sydlængen, indeholder køkken, kammer, spisestue, storstue og en række mindre rum. Laden ligger i vest, mens staldene ligger i nord- og østlængen, hvor også porten ind til gården er. Fremover skal en del af laden laves om til soveværelse.
Driftsgårdrummene udenom gårdlængerne – abildgård, fægård og ladegård – er bevaret, og i haven findes store, velbevarede træer og en lille sø samt den originale markering med stensætninger rundt om frugthave, folde.
Når Højgården er færdig, står med stråtag på alle fire længer. Stråtaget er lagt på efter de lokale håndværkstraditioner med tækkerør, ålegræs og kragetræer af egetræ.
Hvad er sidebåndsbindingsværk?
I den nordlige halvdel af Sjælland og således også på Sejerø havde landbindingsværket et særkende i forhold til resten af landets bindingsværkstraditioner, nemlig den såkaldte sidebåndskonstruktion – en enkel og handymanagtig udgave af bindingsværket. I stedet for at tappe træværket sammen, som man gjorde i resten af landet og i købstæderne for den sags skyld, blev bindingsværket i de nordvestsjællandske bondebygninger bladet sammen. Det er en meget enkel og indlysende måde at samle en trækonstruktion på, ved at skære to krydsende stykker træ ind i hinanden.
Metoden kan genfindes i nogle af landets ældst kendte trækonstruktioner for eksempel i de rankeafstivede klokkestabler og kirketagværker og i vikingetidens bygningsarkæologi. Bortset fra hovedprincipperne i selve konstruktionen har by- og landbindingsværk ikke haft nogen gensidig påvirkning, hverken fra landet til byen eller omvendt – og dog! På en del sjællandske købmandsgårde fra 1500- tallet og 1600-tallet, også i København, ses bindingsværk med gennemløbende sidebånd til gadesiderne – altså sidebåndskonstruktioner. Her er sidebåndene dog ikke beskedne, konstruktive elementer i bygningen, som tilfældet er i bondekonstruktionen, men derimod monteret som dekorerede, udskårne vindues- og etagebånd.
Sidebåndskonstruktion er den ældste form for bindingsværk i Danmark, og i modsætning til traditionelt bindingsværk er der ikke tappede løsholter mellem stolperne, men et lille stykke træ af lægtestørrelse, der er bladet ind i stolpernes bagside. Huse med denne konstruktion har heller ikke dokker. Derfor ser huset ud som om, at det kun er bygget af stolper og tavl.
Til venstre ses et hus med traditionel opbygning af bindingsværk. Til højre ses et hus med sidebåndsbindingsværk.
