x

Mobilapplikation til Københavns Befæstning

Pressemeddelelse 6. juni 2014

Vestvolden – og til foråret også Søfortet Trekroner – byder på anderledes kulturoplevelser. Som noget helt nyt kan børn og voksne fra 12. januar 2012 nu også med en Android smartphone udvide deres synsfelt med nye digitale oplevelser via en mobilapplikation med oversigtskort, viden, digital kikkert (augmented reality) og mobilspil. Applikationen virker også på iPhone.

Tag familien med på en kulturhistorisk opdagelse i Vestvoldens smukke natur. Her fortælles dramatiske historier. Mobilapplikationen, der bringer 1800tallets historie om Københavns Befæstning til live, indeholder et oversigtskort, samt en mobil digital kikkert, der afslører ting, der ikke kan ses med det blotte øje men kun igennem en smartphone (augmented reality). Endelig kan besøgende spille et lokalitetsbaseret mobilspil ”Forsvundet i tiden”, der giver børn og barnlige sjæle indsigt i en svunden og vigtig tid i Københavns historie. Spillet handler om Mathias, som er faldet igennem et tidshul til fortiden, og for at redde ham tilbage til nutiden skal man løse en række opgaver på stedet, bl.a. skyde med en virtuel kanon.

Mobilapplikationen til Vestvolden i Hvidovre (som også virker i en anden version på Søfortet Trekroner) er gratis og kan downloades til Android 2.0 eller højere.

Mobilapplikationen virker også på iPhone 3GS/4, iPod Touch iOS 4. For download til iPhone søg i Apples App store på ”Københavns Befæstning”.

Transport til Vestvolden i Hvidovre, ved Avedøre Tværvej: Tag s-toget fra Hovedbanegården, linje A i retning mod Hundige station og stå af ved Avedøre station. Drej til venstre ned ad Byvej og til venstre igen ved Avedøre Tværvej, og gå helt ned for enden af vejen, og ind på Vestvolden. 
  
Borgere, der ikke har en Android eller smartphone kan stadig nyde den smukke natur og de restaurerede anlæg på Vestvolden.  

Revitaliseringen af Københavns Befæstning blev skudt i gang i sommeren 2010, med genåbningen af Søfortet Trekroner, der i foråret 2012 åbner for tredje sæson med dets nye oplevelsescenter og permanente udstilling. Partnerskabet Københavns Befæstning samarbejder med otte kommuner om udvikling af en række lokale projekter i Befæstningsringen.

I foråret 2011 lanceredes Vestvolden i Hvidovres mobilspil til iPhone. I efteråret 2011 blev Voldgaden på Vestvoldens i Hvidovre asfalteret og belyst – og skabte dermed 14 km. Perfekt asfalt til cykeltur og rulleskøjteløb i den smukke natur. I 2012 følger åbningen af to nye oplevelsescentre i Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre og i Garderhøjfortet i Gentofte – begge med masser af nye oplevelser.

Kort om Københavns nyere Befæstning 

Københavns nyere Befæstning blev opført efter nederlaget til tyskerne i 1864 for at beskytte hovedstaden. Under 1. Verdenskrig var dens besætning på ca. 50.000 mand. Københavns nyere Befæstning blev nedlagt som forsvarsværk efter 1. Verdenskrig, da teknologien løb fra anlæggene. Enkelte anlæg har dog været i brug indtil for få år siden, bl.a. Ejbybunkeren på Vestvolden som Forsvarets Efterretningstjeneste rømmede i 2004

Partnerskabet bag projektet 

Det er et partnerskab bestående af Realdania, Kulturarvsstyrelsen og Naturstyrelsen, der har taget initiativ til at revitalisere Københavns nyere Befæstning. Der er afsat 175 millioner til at istandsætte bygninger og til at gøre befæstningen tilgængelig for offentligheden. Herudover har Partnerskabet også afsat midler til etablering af skoletjeneste, sundhedsaktiviteter, formidling og indsamling af historisk viden.