Velbevaret middelalderruin
Ved foden af det bakkede istidslandskab i Nationalpark Mols Bjerge på halvøen Kalø ligger Kalø Slotsruin. Ruinen, der er en af de bedst bevarede middelalderborge i Danmark, er beviset på et tidligere kongeslot, grundlagt af Erik Menved i starten af 1300-tallet.
Erik Menved fik anlagt kongeborgen, som et forsvarsværk i 1313, ville nogen angribe, skulle de først ud til halvøen Kalø, og dernæst forcere en voldgrav. Borgen blev placeret på en ø i vigen som blev landfast gennem opførelsen af en dæmning, og Kalø er et eksempel på, hvordan mennesket har udnyttet den landskabelige situation til fulde.
I starten af forrige århundrede startede Nationalmuseet et større restaureringsarbejde for at sikre resterne af borgen, og i løbet af de næste 100 år blev slotsruinen genstand for flere restaureringsarbejder.
Den gode udsigt
Med en nænsomt placeret trappe op gennem slotstårnet er det nu muligt at komme til tops og opleve udsigten over Kalø Vig. Fra tårnets åbninger kan besøgende se tre karakteristiske danske landskabstyper – havet, stranden og strandengen. Også ankomsten til området er forbedret, så oplevelsen står mål med Kalø Slotsruins kulturhistoriske betydning.
MAP Architects og MAST-Studio var arkitekter på projektet og Marco Mercuri og Vision + var underrådgivere. Trappen er konstrueret, så den kan fjernes igen uden at efterlade varige spor på den gamle borg.
Et udflugtsområde med spektakulære oplevelser
I dag er ruinen et yndet udflugtsmål, med den nye dimension, der er blevet tilføjet til oplevelsen af områdets spektakulære landskab.
Derfor har vi støttet projektet
Vi har støttet projektet, for at åbne et stykke af Danmarks kulturarv op for besøgende. Med trappen til tårnet kan flere opleve fællesskab omkring stedets historie, mærke landskabets nærvær og se, hvordan bevaring kan ske med respekt for både natur og kultur.
Kalø Slotsruin indgår i vores kampagne Stedet Tæller.