x

Visionært kultur- og bevægelseshus Sparket videre

Pressemeddelelse 24. juni 2010

Det bliver det hollandsk/danske team MVRDV/ADEPT, der skal tegne fremtidens kultur- og bevægelseshus på Frederiksberg. En enig dommerkomite har udpeget det internationale team og deres forslag ”Flintholm Spark” som vinder af konkurrencen om det kommende bevægelseseksperimentarium i Flintholm.

Borgmester Jørgen Glenthøj, som også er formand for dommerkomiteen, udtaler: ”Flintholm Spark er et stærkt bud på et oplevelsesorienteret sanselaboratorium med en unik identitet, som vil gøre det kommende kultur- og bevægelseshus (KU.BE) til et sted, der skal prøves og opleves. Vinderforslaget vil bidrage til at Flintholm bliver forbundet med dynamisk byliv, kultur og bevægelse både af borgerne på Frederiksberg, men også af besøgende fra resten af Hovedstadsområdet og turister fra hele landet.”

Projektkonkurrencen for det kommende kultur- og bevægelseshus er udskrevet af Frederiksberg Kommune, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden i fællesskab. Hans Peter Svendler, direktør for Realdania, udtaler: ”Vinderforslaget er lige præcis det modige og nytænkende forslag, vi ledte efter. Med det kan vi virkeliggøre visionerne om at skabe et kultur- og bevægelseshus, der er noget helt andet, end det vi traditionelt kender til. Her får vi skabt rammerne om fremtidens mødested – et hus, som er klar til at blive indtaget af byen og alle dens borgere – uanset alder, kultur og social status.”

Lokale- og Anlægsfonden har haft stort fokus på den måde vinderforslaget løser udfordringen i at skabe udendørs rammer, som på banebrydende vis sikrer sammenhængskraften mellem husets aktiviteter og lokalområdet. Direktør Torben Frølich udtaler: ”Flintholm Spark” er et godt bud på vekslingen mellem inde og ude, der bidrager til dynamisk byliv gennem interaktive kulturoplevelser og stærke koblinger mellem design, leg og bevægelse.”

Projektkonkurrencen har haft to faser med stor interesse lige fra konkurrencens start. 48 teams bød ind på at være med, hvoraf seks teams blev prækvalificeret til at deltage i første runde. I anden fase gik tre hold videre og fik hver især mulighed for dialog med dommerkomiteen, inden de endelige forslag skulle afleveres.

”Det har været en utrolig spændende proces, vi har været igennem”, udtaler Martin Krogh fra ADEPT, som har været projektleder i det vindende team. ”Vi er blevet stillet overfor en række interessante udfordringer, som vi har løst igennem et intenst, tværfagligt og internationalt samarbejde. Vi er glade for, at dommerkomiteen har valgt et så innovativt, konceptuelt projekt, hvor forskellige rumligheder vil appellere til alle sanser og inspirere til aktivitet og bevægelse. Det bliver fantastisk at se det realiseret. 

Pressemeddelelse udsendt i et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Lokale- og Anlægsfonden og Realdania