x

Et stort skridt tættere på KU.BE

Pressemeddelelse 6. juni 2013

Landets mest eksperimenterende og nyskabende kultur- og bevægelseshus, KU.BE, er på vej på Frederiksberg. Mandag nikkede Frederiksbergs Kommunalbestyrelse til projektforslaget, og dermed er byen klar til første spadestik til efterår.

Posen bliver rystet på en helt ny måde, når Frederiksbergs kultur- og bevægelseshus står klar i vinteren 2015 – 2016. Det nye hus vil blande motionsformer, kulturaktiviteter, genrer og stilarter på en helt ny måde, og med mandagens beslutning ligger de overordnede linjer fast: 

Borgmester Jørgen Glenthøj (C) er glad for Kommunalbestyrelsens opbakning til projektet:

”Efter at have set projektforslaget glæder jeg mig endnu mere til KU.BE åbner. KU.BE bliver et fantastisk mødested, som giver en stærk profilering af Flintholm-området og af hele Frederiksberg og resten af hovedstaden. Samtidig kommer KU.BE til at udgøre et spændende samlingspunkt for de lokale; et sted, der sprudler af aktiviteter og livskvalitet, og hvor der er plads til alle,” siger han.

KU.BE er støttet af Realdania med 30 millioner kroner og Lokale og Anlægsfonden med 10 millioner kroner. Projektforslaget tager afsæt i de kommende brugeres og aktørers input. En bred skare af repræsentanter for forskellige grupper har givet deres input undervejs i processen. Det gælder blandt andre Frederiksberg Idræts-Union, Musikhøjskolen og amatørteaterforeningerne, de nyligt mobiliserede "KU.BE-brugere",  parkourudøvere, byrums-iværksættere, eventmagere og mange flere.

Formand for Frederiksberg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Morten Jung (B), lægger stor vægt på inddragelsen af brugerne allerede nu:

Vi skal ikke alene spørge brugerne, efter vi har slået stregerne; vi skal spørge dem før. Det har vi gjort, og det kan man se på det spændende projektforslag. Allerede nu kan jeg se for mig, hvordan børneholdene i gymnastik, dansere, fægtere og motionsløbere mødes på kryds og tværs med professionelle skuespillere, musikere og spilentusiaster – samtidig med at studiegrupper, biblioteksbrugere , haveentusiaster og deltagere i madkurser samles i KU.BEs visionære faciliteter. Det bliver et sted fyldt med dynamik for både lokale borgere og besøgende langvejs fra,” siger han.

Næste skridt i processen er udarbejdelse af hovedprojekt, som skal danne udgangspunkt for udbuddet,  hvor kommunen, Realdania og Lokale og Anlægsfonden finder de entreprenører, der skal stå for selve byggeriet.

Der er første spadestik den 3. oktober, og KU.BE forventes at være helt færdig i vinteren 2015-2016.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Frederiksberg Kommune